Gå videre til hovedindholdet

Faster Noomis sprøde vafler




Det kan sagtens være, det bare er mig, men lyder sprøde vafler ikke en lille smule frækt? Er det ikke noget med, at sprøde vafler er - eller måske har været? - slang for gode bryster? Måske stammer det helt tilbage fra start-90'erne, hvor Madonna dansede rundt i en flødefarvet Jean Paul Gaultier-dragt med vaffelformede bryster? Eller måske er det bare mig...

Hvorom alting er, så er dette den absolut bedste opskrift på lækre, søde, sprøde vafler, som jeg kender til. Den stammer fra min faster Noomi, som bor på Bornholm, og som vi derfor desværre ikke ser så tit. Men når vi gør, serverer hun gerne og til vores store begejstring disse vafler for os, når vi besøger hende i hendes helt utroligt hyggelige, røde bindingsværkshus i Nexø. Så sidder vi med vaffeljernet placeret midt på bordet - og Noomi bager vafler så hurtigt hun kan, mens vi andre spiser dem hurtigere, end man kan nå at sige jylkat. Dét rabber â! 

Jeg har ikke lavet nogen ændringer i opskriften andet end at tilsætte lidt kardemomme, blot fordi jeg synes, kardemomme gør stort set alt sødt bagværk bedre. 

Takk for mâdinj, do!


Faster Noomis sprøde vafler

100 g smør

4 dl mel

1 tsk bagepulver

1 knsp fint salt

2 tsk vanillesukker

3 spsk sukker

1 tsk. kardemomme

2 æg 

4 dl mælk

Instruktioner:

Smelt smørret og lad det afkøle. Bland imens mel, bagepulver, salt, vanillesukker, sukker og kardemomme i en røreskål. Bland æg, smør og 2 dl mælk i den tørre blanding, og rør til der ikke er klumper i dejen (eller kun meget små klumper). Rør de sidste 2 dl mælk i (på denne måde kommer der færre klumper i, synes jeg), og stil dejen på køl i 30 min. 

Varm vaffeljernet godt op, og bag vaflerne heri. Brug ca. 1 dl. dej per plade vafler. Da der allerede er fedtstof i dejen, er der ikke grund til at tilsætte yderligere til vaffeljernet. Vaflerne spises hurtigst muligt:-) så de ikke mister deres sprødhed. De er gode med f.eks. is, flormelis, friske bær eller syltetøj - eller lidt af det hele. Velbekomme!


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og ...