Gå videre til hovedindholdet

Solskinssalsa

 

Selvom jeg er rimelig elendig til at klare høj sol og hård varme, synes jeg alligevel, at det er helt FANTASTISK, at vi får lov at få nogle ægte sommerdage med hedebølge, blå himmel og tropenætter. Så har det rigtigt været sommer, føles det som.

Til gengæld lægger heden en dæmper på min lyst til at stå i køkkenet, så i disse dage bliver det hovedsageligt til lette, kolde retter (og is). En klar favorit i varmen er denne solskinssalsa, som virkelig smager af sommer, da der indgår både jordbær og mango. Derudover er der cremethed fra avocado og friskhed fra lime juice foruden crunch og kant fra lidt rødløg og sydamerikanske noter fra frisk koriander (som dog kan udelades, hvis man er koriander-hader). Og det er faktisk dét. Utroligt nemt og utroligt lækkert. Salsa'en er både cremet og chunky og passer perfekt til en gang salte tortillachips - og dét må godt passere som aftensmad en gang i mellem - ihvertfald når det er så varmt som i disse dage.


Solskins salsa (nok til en stor pose tortilla chips)

2 avocadoer

1 lille rødløg

1 moden mango

1 lille bakke jordbær (ca. 250 g)

Frisk saft fra ½ lime

Lidt frisk koriander (kan udelades)

Lidt chiliflager (kan udelades)

Serveres med salte tortillachips

 

Instruktioner:

Skær avocado, jordbær og mango i små tern. Skær rødløget i meget små tern. Bland det hele i en skål sammen med limesaften. Det må gerne blive en lille smule smattet. Hak korianderen fint og bland i. Anret i en skål og drys med chiliflager. 

Spises helst med det samme, da avocadoerne hurtigt bliver misfarvede, men kan godt opbevares på køl ½ døgns tid.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...