Gå videre til hovedindholdet

Norske solboller

 

Jeg er (som sædvanlig) lidt bagud. De her lækre norske solboller spises nemlig traditionelt på soldagen, d. 21. januar, i det nordlige Norge for at fejre, at de mørkeste dage nu er ovre, og solen så småt begynder at vende tilbage. Det er selvfølgelig den gule creme i bollens midte, der symboliserer solen (ja, indrømmet, det er måske lidt langt ude, men enhver undskyldning for at bruge creme er helt okay med mig).

Jeg havde tænkt mig at bage solboller som en slags alternativ fastelavnsbolle, da der jo i begge dele indgår den magiske tre-enighed: bolle, creme og glasur. Så i forhold til soldagen er jeg lidt sent ude, men i forhold til fastelavn er jeg i rigtig god tid - så mon ikke det går lige op? Solboller (og fastelavnsboller) er i det hele taget så gode, at de ikke burde begrænses til en enkelt dag, men i stedet skulle spredes ud over hele året. Der er lidt mere bolledej i dem her end i en almindelig fastelavnsbolle. Men de er bløde og virkeligt lækre - og så er de en helt del nemmere at bage end almindelige fastelavnsboller, fordi cremen bare skal placeres i en hulning i bollen og ikke overtales til at blive inden i den. Deilig mat!

Norske solboller (10 store boller)
Dej:
100 g smør
2½ dl mælk
25 g gær
1 tsk kardemomme
1 tsk vanillesukker
75 g rørsukker (eller alm sukker)
350-400 g mel  + ekstra til formning af bollerne

Fyld:
Ca. 2½ dl færdiglavet vanillecreme (evt. creme fra pose rørt op i mælk, efter instrukserne på posen)

Glasur:
1 dl flormelis
Ca 2 tsk kogende vand
Evt lidt hasselnødder

Instruktioner:
Smelt smørret i en kasserolle. Hæld mælken i og lun den op til væsken er lunken/lillefinger-varm. Hæld mælkeblandingen over i en stor røreskål. Smuldr gæren i, og opløs den i væsken. Rør sukker, kardemomme og vanillesukker i, og kom herefter det meste af melet i (350 g), og rør sammen til en meget blød, lidt klistret dej. Kom lidt ekstra mel i, hvis dejen er meget klistret. Dæk skålen med et rent klæde, og lad hæve 1 times tid et lunt sted.

Kom et drys mel på bordet, og hæld dejen ud herpå, og slå den ned. Form boller, som stilles med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem lidt flade, så de minder om burgerboller. Dæk med et klæde og lad hæve igen ca. 20 min. Varm imens ovnen op til 185 grader varmluft. 

Lav en fordybning i hver bolle, og prop så meget kagecreme i hver bolle, som du kan slippe afsted med. Bag midt i ovnen 10-15 min, til bollerne er netop færdigbagte. 

Lad bollerne køle helt af og pynt dem herefter med glasur rørt sammen af flormelis og lidt kogende vand. Drys evt. med lidt hasselnødder.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...