Gå videre til hovedindholdet

Afternoon Tea, Part III: Frugttærter med vanillecreme og blondies med pistacienødder & kardemomme


 

Nu KAN vi næsten ikke spise mere. Men jeg er ked af at sige det - det er altså ikke rigtig afternoon tea, hvis man ikke runder af med (mindst) et par søde sager. 

Jeg har valgt at afslutte med en sød, næsten konfektagtig blondie og en sprød lille tærte med blød vanillecreme og en smule syrlighed fra den friske frugt. 

Blimey, it's good, mate:-) Og så er vi godt nok også færdige med afternoon tea for denne gang.


Frugttærter med vanillecreme (8 stk.)

Mørdej:
150 g mel
1 nip fint salt
50 g flormelis
75 g koldt smør
½ sammenpisket æg
Evt. en smule iskoldt vand

Creme:
½ vanillestang
½ dl sukker
20 g majsstivelse
2½ dl mælk
1 æggeblomme

Blandet frugt, lidt flormelis og friske mynteblade

Instruktioner:

Mørdej:
Bland mel og flormelis i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det ud i melblandingen til det minder om rasp. Saml hurtigt dejen med det sammenpiskede æg. Hvis dejen stadig er smuldrende, så brug en anelse koldt vand eller lidt mere æg til at samle dejen. Den skal bare samles, ikke æltes. Kom dejen på køl, mens du laver cremen.

Skrab vanillekornene ud af vanillestangen og bland med lidt sukker, så det ikke klumper. Bland vanille, sukker og majsstivelse i en skål sammen med 1 dl mælk og æggeblommer. Resten af mælken koges op under omrøring. Når mælken lige nøjagtigt koger, kommes maizena-blandingen i og koges med under omrøring 5-10 sekunder til cremen begynder at stivne. Tag straks cremen af varmen, hæld den over i en kold skål, dæk den med husholdningsfilm lige ovenpå cremen (så den ikke danner skind), og stil den på køl.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. 

Rul mørdejen tyndt ud på et meldrysset bord, og skær cirkler ud, som er ca. 2 cm større end de forme du bruger. Kom forsigtigt dejen over i formene (jeg brugte forme med løse bunde, som er geniale, fordi dejen er nem at få ud efter bagning). 

Kagerne bages i 12-15 minutter nederst i ovnen på en kagerist, til de er bagte og let gyldne i kanterne. Lad dem afkøle helt inden de fyldes med cremen. Stil på køl og pynt med frugt og mynteblade og drys med flormelis lige inden servering.


Blondies med pistacienødder & kardemomme (ca. 16 stykker)
100 g smør + ekstra til formen
100 g hvid chokolade
2 æg
200 g sukker
175 g mel + 1 tsk ekstra
1 nip fint salt
1 tsk kardemomme
1 tsk vanillesukker
1 pose usaltede pistacienødder (ca. 75 g)
Revet skal af 1 citron

Instruktioner:
Lav gerne kagen 1 dag før, den skal spises, så den når at "sætte sig".

Varm ovnen op til 185 grader varmluft.
Smelt smør i en kasserolle over lav varme. Bræk chokoladen i mindre stykker og kom den i og lad den smelte. Lad blandingen afkøle nogle minutter. 

Pisk imens æg og sukker hvidt og luftigt i en skål. Vend smør-chokoladeblandingen i. Bland mel, kardemomme, vanillesukker og et nip fint salt i, og rør sammen til en glat dej.
Hak nødderne groft, vend dem i en smule mel (så synker de ikke så nemt til bunds) og vend dem i dejen sammen med revet citronskal.

Hæld dejen i en smurt form på ca. 25x25 cm og bag midt i ovnen i ca. 20 min. Lad afkøle helt, inden den spises. 

Pynt evt. med spiselige blomster.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i a...