Sidste ret i det russiske tema passer perfekt til det kolde vejr, vi skulle gå over til i morgen efter nogle virkeligt skønne forårsagtige dage. #Retten" er en drik ved navn sbiten, som er en krydret honningdrik, der er blevet lavet og drukket i århundreder i Rusland - og med god grund. Drikken er nem og hurtig at lave, smager vidunderligt og luner helt ned i storetæerne. Den smager sødt og lidt skarpt og krydret, men slet ikke på den julede måde. Jeg har ikke prøvet (endnu), men er sikker på, at den også er god med et skvæt vodka eller rom, som en slags romtoddy.
Сбитень / Sbiten: Varm russisk drik med honning og krydderier (2 kopper)
5 dl vand
3-4 spsk honning, alt efter hvor sød teen skal være
1 tsk frisk, skrællet ingefær i tern
1 kanelstang
2 hele peberkorn
1 nellike
2 kardemommebælge
2 skiver citron
Instruktioner:
Kom alle ingredienserne på nær citronen i en kasserolle. Lad det koge op, skru herefter ned for varmen, og lad det simre i 10 min. Sigt herefter den varme drik ned i to glas og kom en skive citron i hver. Nydes varm!
Kommentarer
Send en kommentar