Alverdens mad

De er nogle virkelig sjove typer, de her marokkanske pandekager.  De kaldes beghrir, hvilket skulle betyde "pandekager med en million huller", hvilket straks får mig til  at tænke på den der fobi, man kan have for huller ved siden af hinanden. Trypofobi hedder det (på engelsk thryphobia. Prøv at google det - selv når man ikke har fobien, er det pænt klamt). Men bortset fra det, så er det nogle virkeligt lækre pandekager! De er bagt uden æg og med semolina, som er en slags fint durummel. Normalt gør jeg en dyd ud af kun at bruge ingredienser, som man kan finde i et velekviperet supermarked, men ind i mellem sker der ikke noget ved at bevæge sig forbi en mellemøstlig købmand, hvor man kan købe semolina - og så er der altid mange andre sjove ting at finde dér. Og semolina - i tre varianter - var bogstavelig talt det første, jeg så, på den allerførste hylde i butikken, da jeg trådte ind ad døren hos en sådan, så sværere er det altså heller ikke at finde.  Når dét er sagt, kan...

  På en smuk solskinssøndag tidligere i maj var jeg til en-dags fotoworkshop hos den dygtige Sif Orellana (hende med Krudtugler & kanelsnegle, Spilopper & stanglakrids, Sunde slikmunde og mange andre labre koge- og inspirationsbøger). Og det var sådan en god dag med masser af inspiration, tips og tricks til at tage bedre madbilleder krydret med gode grin og anekdoter i smukke omgivelser. Men allerbedst af alt lærte jeg mit trofaste kamera meget bedre at kende. Selvom jeg købte et spejlreflekskamera for tre år siden, har jeg altid taget billeder på automode, men den tingest kan jo ting, jeg aldrig har fattet. Det er nærmest ligesom at have haft en kæreste i tre år, og man føler, at man egentlig kender hinanden ret godt, og det går da helt okay, og så lige pludselig finder man ud af, at han har en hemmelig identitet som superhelt og kan flyve og se gennem mure og få tiden til at gå baglæns og alt muligt. Og det er fuldstændigt awesome, men også noget mere krævende at være kær...

Hjemme hos os er det ikke overraskende mest mig, der laver aftensmaden, men ind i mellem får jeg spat af det eller kommer sent hjem fra arbejde, og så er det min mand, der står for madlavningen - og han er irriterende god til det.  Sidst han stod for maden, lavede han denne fantastiske buddha bowl fra Valdemarsro (se opskriften  her ). Jeg har siden lavet  den i mange forskellige varianter, og min foreløbige favorit er denne, som er fuld af alt godt fra Mellemøsten: fra hummus og falafler til aubergine,  granatæblekerner og couscous. Hvis ikke alle i husholdingen er lige vild med alle ingredienserne (utaknemmelige skarn!), kan man servere det hele i små skåle, så alle selv kan blande deres egen bowle. Der burde være noget for de fleste her. Obs! Min mand mener, retten her er ren plagiat af den fra Valdemarsro - og jeg kan godt se i bakspejlet, at der er pænt mange lighedspunkter. Men lad det i så fald være min hyldest til den skønne buddha bowl på Valdemarsro. Okay?...

Hmm, jeg kan godt se, at hvis man kigger ud over de sidste indlæg, så har der sneget sig en hel del kager ind på bloggen, selvom jeg rent faktisk synes, jeg gør en indsats for, at der skal være lidt af hvert. Og her er så en kage mere... I blame corona . Og så har jeg i øvrigt heller ikke modtaget nogen klager over kage-kadencen, så mon ikke det er okay? Jeg er først som voksen blevet rabarber-fan, men synes stadig, at de syrlige stænger altså behandles rigtigt og blandes med andre gode sager for at blive fuldt ud spiselige. Men så kan de til gengæld også blive sygt lækre, f.eks. som  chutney , i en  salat eller selvfølgelig i kage . Denne her kage er helt enormt simpel og hurtigt lavet - og så smager den simpelthen så lækkert - ikke mindst med en klat creme fraiche til. Kagen er tæt på at være en pundkage, men jeg har brugt en smule mandelmel, som gør kagen ekstra saftig i midten og let karameliseret på toppen (= yum). Derudover brugte jeg havredrik i stedet for alminde...