Alverdens mad

På det seneste er der udkommet en del kogebøger, der ud over at byde på opskrifter også har til formål at støtte en god sag. Et eksempel er kogebogen "Syriens Gryder", som Dansk Flygtningehjælp udgav sidste år. Bogen er halvt kogebog og halvt en hyldest til Syrien, som landet så ud for relativt få år tilbage, før krigen brød løs, og det er  - ihvertfald for mig - ret sundt at blive mindet om, at Syrien er og har været andet end krig og nød og elendighed. Forfatterne Ruth Sperling og Pernille Kløvedal Helweg har rejst rundt i landet, og bogen er fuld af rejseberetninger og billeder fra spisehuse, grøntsagsmarkeder og cafeer.  De beskriver Syrien som et mangfoldigt land med indflydelse fra mange folkeslag og ikke mindst beskriver de et eventyrligt land, som man får lyst til at besøge - som det var engang.   Dygtige Trine Hahnemann har stået bag de syrisk-inspirerede opskrifter, der fylder bogens anden halvdel, og der er både kendte mellemøstlige retter - som hu

Efter jeg er begyndt at blogge om mad fra forskellige lande, er mine to piger begyndt at spørge "Hvilket land skal vi have mad fra i dag?". Det havde jeg lidt svært ved at svare på i forhold til dagens ret, som jeg har ikke rigtigt kan forbinde med et bestemt land. Svaret må derfor være  Vegetar-land. Retten er nemlig et forsøg på lave en lækker vegetar-jule-menu med hjemmelavet whiskysauce og old school nøddepaté. Jeg elsker at kigge og  læse blogs og tænkte, at jeg i dag ville dele links til nogle af mine yndlings-madblogs. Mens jeg bliver grøn og rød af misundelse og irritation, når jeg ser for meget på Instagram-billeder af perfekt iscenesatte situationer fra tilsyneladende perfekte liv, kan jeg meget bedre holde blog-formatet ud. Her kan man også svælge i lækkerhed, men man lærer også personerne bag bloggen lidt bedre at kende, og så kan man (dvs. jeg) lidt bedre rumme det.  Så h er følger en oversigt over blogs, hvor der altid er god inspiration at hente på madlavni

Jeg går stadig og venter på at blive headhuntet til at være smagstester hos en af de store fødevareproducenter. Hvis de bare vidste, hvor meget mine smagsløg har at bidrage med. Vi kunne være til så stor gensidig glæde og inspiration. Der sker nemlig det, at jeg gang på gang har fået smag for noget nyt, som så lynhurtigt forsvinder fra markedet igen. Det skete for eksempel med  Arlas Bubbletea (kold mælke-agtig drik med små frugt perler. Mmm) og - det hidtil største tab - Ben & Jerrys vidunderlige is-variant  Clever Cookies (labre småkager i flødeis med cookieswirls. Jeg får tårer i øjnene af savn nu) . Så jeg tænker, man et eller andet sted ville kunne bruge mig som smagstester med modsat fortegn; altså at hvis tingene falder i min smag, så skal man lige tænke sig om en ekstra gang, før man satser for hårdt på det. Sådan er det åbenbart også med eggnog. Sidste jul så jeg til min glæde, at de solgte færdiglavet eggnog i Rema 1000.  Det har jeg altid gerne villet smag - sikker

Svenske lussekatter eller luciaboller serveres traditionelt på Luciadag, d. 13. december. Jeg har her bastadiseret dem lidt ved at mixe dem med et anden svenskt pletskud, nemlig kanelsnurren, men dejen kan selvfølgelig også bruges til at lave almindelige lucia-boller/lussekatte, som pyntes med rosiner. Lussekatter m. remonce og hvid chokolade (12 stk) Boller: 75 g smør 2,5 dl mælk 25 g gær 1 pakke safran (0,5 g.) 450-550 g mel 1 æg + 1 æg til pensling 50 g sukker Remonce: 200 g. marcipan 75 g. smør 2 spsk sukker 1 tsk vanilleessens 50 g hvide eller mørke chokoladeknapper Smelt smørret og bland det sammen med mælken. Opløs gærren heri. Stød safranen i en smule af sukkeret, så trådene knuses. Bland nu sukker, safran og æg i mælkeblandingen og tilsæt derefter melet lidt ad gangen, til du har en blød og glat dej. Ælt dejen rigtig godt igennem, gerne i en køkkenmaskine. Dejen hæver herefter lunt og tildækket i 1½ time. Når dejen er ved at være færdighævet, la

Jeg er sådan lidt skeptisk over for hele raw food bevægelsen.  Raw food er mad, der ikke er varmet op til over 42 grader ud fra tanken, at opvarmning af maden forringer madens næringsmæssige værdi, og det giver jo rigtig god mening at ville bevare vitaminer og mineraler i maden.  Men samtidig har jeg det noget stramt med, når mad så at sige bliver sovset så meget ind i moral, at det at spise  (bestemte ting)  og det at synde kommer til at ligge lige op og ned af hinanden. Og det synes jeg, raw food bevægelsen er ret slem til. Når det så er sagt, så er der rigtig meget raw food, der smager megagodt - og mad, der smager godt, har jeg aldrig noget problem med!  Opskriften på disse raw snack-kugler, der smager helt vidunderligt godt, har jeg fået af min svogers søde, smukke kone Camilla, som jeg også har interviewet, mens vores unger moslede rundt om ørene på os: Fortæl lidt om dig selv Jeg læser bachelor i ernæring og sundhed og er nu på 10. modul. Jeg bor i Tranbjerg uden for

Da jeg var 26, var jeg studerende. Jeg gik til forelæsninger og eksamen, drak rødvin med mine veninder og gik til kollegiefester, når jeg da ikke lige lå på min vidunderlige orange sofa og så genudsendelser af Will & Grace. Min fætter Daniel er 26 og kører snart på tredje år med stor succes restauranten Limfjordens Hus i Glyngøre, og jeg er helt på røven over alt det, han formår og kan og gør. Ikke mindst, når jeg tænker på, hvad jeg selv præsterede og tog ansvar for i den alder. Limfjordens Hus ligger helt ude på tippen af Glyngøres havn med en fabelagtigt udsigt, man bare aldrig bliver træt af, ud over vandet og mod Mors og Sallingsundbroen. Når man sidder på første sal, er det nærmest, som om man er ude at sejle. Nu er jeg jo ikke helt upartisk, fordi jeg er i familie med kokken, men jeg synes, maden er helt forrygende.  Der er både klassiske retter og mere egnsprægede retter (bl.a. Limfjords hotdog med torskepølse), alt sammen smukt anrettet. De har en overdådig van

Wiiiiiih, det er jul, det er jul, det er juuul! Og without further ado, I give you the Kagehus of 2016: Sidste år lavede jeg dette kagehus: Jeg var selv svært tilfreds med det - især i betragtning af, at det var min kagehus debut. Mine to piger på 6 og 7 år var også glade for det, men lod mig ikke være i tvivl om, at de gerne så, at der næste år (dvs. i år) gerne måtte være både mere slik på huset og ikke mindst flere etager. Alt i alt kunne jeg godt mærke, at det var alt for uambitiøst med sådan et bette kageskur. Så i år er jeg gået skridtet videre og har lavet en lille rustik liebhaver-ejendom med to etager, karnap, gulvvarme og en pragtfuld beliggenhed i køkken-alrummet med kig til stuen. Skabelonen til huset findes her:  http://www.ellematovin.se/sa-lyckas-du-med-ditt-pepparkakshus/ Men der findes masser af kagehus-skabeloner på nettet i alle sværhedsgrader, hvis man bare googler "kagehusskabelon" eller "gingerbread house template"

Jeg har fundet ud af, at jeg åbenbart er meget nostalgisk anlagt i forhold til mad. På samme måde som bestemte dufte kan udløse bestemte minder i hjernen, så bliver jeg teletransporteret direkte tilbage til bestemte begivenheder, når jeg tænker på bestemte retter. Dagens ret - suppen Scampi India - forbinder jeg med en for-fest på Skjoldhøj kollegiet i midt-90'erne, hvor jeg og mine med-studerende blev så utroligt fulde, at vi - så vidt jeg husker - aldrig nåede videre til selve festen. Ihvertfald kan jeg huske, at vi sad og stenede til " Alien ", og at jeg efter efter en halv times tid i selskab med den brave Ellen Ripley & co. prøvende kunne konstatere: "Den foregår ude i rummet...?" Den oprindelige Skjoldhøjs-kollegie-opskrift indeholdt stort set kun rejer, porre, hvide ris og fuldfed fløde og smager forrygende ! Men jeg er efterhånden blevet så voksen og præget af min samtids sundhedsbevidsthed, at jeg ikke synes, jeg med god samvittighed kan serv

Jeg har meget ærefrygt over for det japanske køkken og laver af samme grund ikke så tit japansk mad. I mine øjne er det japanske køkken enormt elegant, indviklet og handler meget om præcision. Man kan ikke lige improvisere og redde en ret med noget ketchup. De har de der kokke, der har trænet i tre år, for at kunne servere ballonfisk, der kan slå én ihjel, hvis de ikke er tilberedt rigtigt. De har sushikokke, der træner i endnu flere år, for at mestre sushiens svære kunst. Og så er der det der udefinerbare umami, "den femte smag", velsmagens essens, som også lige skal være på plads. Mad er, som jeg forstår det, ikke noget, man spøger med i Japan. Derfor tøver jeg også med at kalde denne suppe for japansk. Den er hurtig og nem at lave, og selvom det (nok) er urealistisk, frygter jeg på en eller anden måde, at hvis jeg kalder den japansk, vil jeg blive opsøgt af en samurai-type fra det japanske madpoliti, der byder mig at begå harakiri, fordi umamien ikke er ramt spot on.

Dette er endnu en opskrift fra mit søndags-morgenmads-potpourri. Som jeg har nævnt tidligere, har vi til min store fortrydelse udviklet os til sådan en familie, der ikke henter rundstykker om søndagen. Det var ellers en fast del af min opvækst, at den stod på rundstykker om søndagen (jeg sku' altid have en giffel), som så blev spist, mens radioen spillede Giro 413, og de voksne læste avis, og jeg læste Anders And. Men i stedet for at hente rundstykker, skiftes min mand og jeg i weekenden til at stå op med pigerne, der har det med at vågne ret tidligt. På den måde er vi sikret en enkelt morgen om ugen, hvor vi kan sove længe - og det har slået rundstykke-hentningen af banen. Jeg har altid været ret vild med ideen om lune, søde pandekager til morgenmad, men samtidig må selv jeg erkende, at det er en uskik at starte dagen med at spise dessert. Derfor putter jeg både groft mel og havregryn i disse pandekager og bruger det alt for oversete krydderi kardemomme til at søde dejen med

Kender du til S candinavian guilt ? Jeg lider i udpræget grad af det, men var ikke opmærksom på det som koncept, før jeg læste om det i Politiken (http://politiken.dk/debat/klummer/giese/premium/ECE2787395/den-skandinaviske-skyldfoelelse-gnaver/) for et stykke tid siden. Som jeg forstår (og ikke mindst oplever!) Scandinavian guilt, består den af en skønsom blanding af på den ene side at føle sig enormt priviligeret over at være født i et utroligt velstående og trygt samfund, og på samme tid føle sig enormt skyldig, fordi man skal være døv og blind for ikke at være bevidst om alt det, der foregår omkring os i verden i form af krig, sult, fattigdom, vold, trafficking, osv. osv., osv. og om, at vores velstand og (over)forbrug i høj grad er baseret på andres dårligdom og umenneskelige (arbejds)forhold. I mine øjne bygger velfærdssamfundet på den grundtvigske tanke om, at få har for meget og færre for lidt, at ingen skal overlades til sig selv, at vi har ligestilling, at vi er solida