Gå videre til hovedindholdet

Pretty in pink / Rabarberkage med mandelflager




Hmm, jeg kan godt se, at hvis man kigger ud over de sidste indlæg, så har der sneget sig en hel del kager ind på bloggen, selvom jeg rent faktisk synes, jeg gør en indsats for, at der skal være lidt af hvert. Og her er så en kage mere...

I blame corona. Og så har jeg i øvrigt heller ikke modtaget nogen klager over kage-kadencen, så mon ikke det er okay?

Jeg er først som voksen blevet rabarber-fan, men synes stadig, at de syrlige stænger altså behandles rigtigt og blandes med andre gode sager for at blive fuldt ud spiselige. Men så kan de til gengæld også blive sygt lækre, f.eks. som chutney, i en salat eller selvfølgelig i kage.

Denne her kage er helt enormt simpel og hurtigt lavet - og så smager den simpelthen så lækkert - ikke mindst med en klat creme fraiche til. Kagen er tæt på at være en pundkage, men jeg har brugt en smule mandelmel, som gør kagen ekstra saftig i midten og let karameliseret på toppen (= yum). Derudover brugte jeg havredrik i stedet for almindelig komælk, for selvom sidstnævnte fungerer helt fint, har havremælk lidt mere fedme og sødme, der også gør noget rigtig godt for kagen. 

Kagen smager bedst den dag, den er bagt, men er som nævnt hurtig at smide sammen - måske lidt over en time alt i alt, inklusiv bagetid - så der er ikke noget stress ved denne kage.



Pretty in pink - Rabarberkage med mandelflager (8 pers)

250 g rabarber

1 citron

3 spsk sukker

150 g smør, stuetemperatur + 1 spsk smør til formen

150 sukker

2 æg

150 g mel + 1 spsk til formen

50 g mandelmel

1 tsk bagepulver

1 tsk vanillesukker

1 tsk kardemomme

1 dl mælk (alm. mælk eller f.eks. mandeldrik eller havredrik)

2 spsk mandelflager

Til pynt: Et drys flormelis og spiselige blomster

Instruktioner:

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Skær rabarber i mindre stykker diagonalt (ca. 1½ cm store stykker), og læg stykkerne i en lage med 3 spsk. sukker og saft fra 1 citron. Lad "marinere", mens du laver dejen, 15-20 min.

Pisk sukker og smør luftigt og cremet i en skål, 3-4 min. Kom æggene i ét ad gangen og rør godt efter hvert. Bland mel, mandelmel, bagepulver, vanillesukker og kardemomme i en anden skål. Tilsæt sammen med mælken og rør sammen til det lige er blandet.

Smør en tærteform eller lignende med smør og drys med mel. Fordel dejen i formen. Pynt med rabarberstykkerne og pres dem en lille smule ned i dejen. Drys med mandelflager.

Bag midt i ovnen i 25-30 min, eller til kagen er gylden i kanterne og netop bagt.

Lad afkøle og pynt evt. med et drys flormelis og/eller spiselige blomster.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...