Gå videre til hovedindholdet

Cremet tyrkisk feta-dip (Haydari) og en boganmeldelse


I forrige uge blev jeg færdig med at læse Hanya Yanagiharas "A little life" ("Et lille liv"). Eller jeg kom igennem den, skulle jeg måske nærmere skrive. Bogen fik 6 stjerner i Politiken, er blevet kaldt "en moderne klassiker" i The Guardian og indstillet til Booker prisen, og så kan man vel godt tillade sig at have høje forventninger.

Bogens udgangspunkt er venskabet mellem fire unge mænd, der alle går på det samme prestigefyldte universitet og derefter flytter til New York, hvor de hver især forfølger deres (karriere)drømme over flere årtier. Romanen lægger i starten op til at være en udforskning af venskabet mellem de fire, men zoomer efterhånden mere og mere ind på den ene af vennerne, Jude St. Francis, som viser sig at have en utroligt dyster og traumatisk fortid..

Historien om Jude og hans tre venner er velskrevet, gribende, meget ubehagelig og bygget op over en fint forløst spændingskurve, men der er rigtig mange irritationsmomenter i bogen, efter min mening. For det første er der er et eller andet utroværdigt og en-dimensionelt over den måde de fire er venner på  - de er meget (!) følsomme, meget passive og meget høflige over for hinanden, En anden ting er at, de bliver ved med at tale og opføre sig, som om de er i starten af 20'erne, selv da de er et godt stykke oppe i 40'erne. Samtidig er historien mærkeligt tidløs: Den starter i, hvad der virker som en ikke alt for fjern nutid (hvor man kan e-maile og bruge mobiltelefoner), og der bliver den ved med at foregå, selvom vi følger de fire venner over mange årtier. Og aldrig har jeg læst en bog, hvor så mange så ofte siger "I'm sorry" eller alternativt "I'm so sorry". Al denne fortrydelse og beklagelse bliver meget anstrengende at læse, fordi den samtidig dækker over karakterernes passivitet over for hinanden.

Men et eller andet holdt mig også fast og fik mig til at læse bogens mere end 700 sider, og både historien og personerne bliver ved og ved med at rumstere i mit hoved her to uger efter, jeg blev færdig med den. Så det her ender vel med at være en slags anbefaling af bogen, trods alle mine forbehold. Den gør dig helt sikkert ikke til et lykkeligere menneske, men muligvis lærer man noget.

Noget der til gengæld helt sikkert vil  gøre dit liv lykkeligere og bedre er denne opskrift på tyrkisk haydari. Den bedste haydari i verden fås efter min mening hos Klostergrønt på Klostertorv i Århus. Kommer man ikke lige der forbi hver dag, kan denne hjemmelavede og supernemme version også godt skrabe an.  Afiyet olsun!

Haydari
200 g. fetaost
1 rød peber
2 spsk god olivenolie (eller en lille sjat mælk)
1 fed hvidløg
En stor håndfuld frisk persille
En lille håndfuld frisk mynte

Den røde peber skæres i så små tern, som det er menneskeligt muligt. Krydderurterne og hvidløget. hakkes fint. Fetaen røres blød og cremet med lidt god olivenolie (hvis du ikke har sådan én, så 1) køb én, eller 2) brug hellere lidt mælk til at røre fetaen op med, da smagen fra en mindre god olie vil overdøve al anden smag i haydarien). Herefter røres alle ingredienserne sammen.

Bruges som dip til grøntsagsstænger, som pålæg på et godt surdejsbrød eller tilbehør til en krydret ret. Kan holde sig på køl 3-4 dage.
Etiketter:

Kommentarer

  1. Thomas Grann30. oktober 2016 kl. 09.09

    Jeg er meget enig i din vurdering af "A little life". Jeg synes, at de første 300 sider, der beskriver livet i den kreative klasse i New York er ret interessante og underholdende. De resterende 400 sider hvor man kommer nærmere på Jude og hans måde at håndtere sin store hemmelighed er hårde at komme igennem. Jeg tror, at forfatteren har gjort sit hjemmearbejde, men det er slidsomt at komme igennem og præget af ret mange gentagelser.Derudover synes jeg også at bogens budskab fremstår en smule mudret mod slutningen. Som du selv konkluderer, så har man sandsynligvis lært noget.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b
2 kommentarer
Læs mere

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a
4 kommentarer
Læs mere

Sprød hverdagssalat af spidskål og ærter

Jeg ved ikke, om det at denne salat er SÅ simpel og SÅ hurtig og nem at lave medvirker til, at det er en af mine yndlings-vintersalater? Men faktum er, at jeg er vild med den. Knasende spidskål, søde-bløde ærter og en syrlig dressing smagt godt til med salt og peber. Mere skal der faktisk ikke til, og salaten passer fint som tilbehør til mange af vinterens lidt tunge retter. Den er blevet en klassiker på middagsbordet her i huset. Spidskål- og ærtesalat (nok til 4 pers. som tilbehør) Salat : ½ spidskål 2 dl frosne ærter, optøede Dressing : 3 spsk god olivenolie 1½ spsk hvidvinseddike Salt og peber Lidt frisk dild Skør spidskålen i så tynde strimler som muligt, gerne på et mandolinjern. Kom kålen i en salatskål og hæld olivenolien, eddiken, salt og peber samt finthakket frisk dild direkte over, og vend herefter rigtig godt rundt i kålen, enten med (rene) hænder eller en gaffel og en ske. Smag til - måske skal der lidt mere salt og peber i. Bland til sidst ærte
Send en kommentar
Læs mere