Gå videre til hovedindholdet

Cremet tyrkisk feta-dip (Haydari) og en boganmeldelse


I forrige uge blev jeg færdig med at læse Hanya Yanagiharas "A little life" ("Et lille liv"). Eller jeg kom igennem den, skulle jeg måske nærmere skrive. Bogen fik 6 stjerner i Politiken, er blevet kaldt "en moderne klassiker" i The Guardian og indstillet til Booker prisen, og så kan man vel godt tillade sig at have høje forventninger.

Bogens udgangspunkt er venskabet mellem fire unge mænd, der alle går på det samme prestigefyldte universitet og derefter flytter til New York, hvor de hver især forfølger deres (karriere)drømme over flere årtier. Romanen lægger i starten op til at være en udforskning af venskabet mellem de fire, men zoomer efterhånden mere og mere ind på den ene af vennerne, Jude St. Francis, som viser sig at have en utroligt dyster og traumatisk fortid..

Historien om Jude og hans tre venner er velskrevet, gribende, meget ubehagelig og bygget op over en fint forløst spændingskurve, men der er rigtig mange irritationsmomenter i bogen, efter min mening. For det første er der er et eller andet utroværdigt og en-dimensionelt over den måde de fire er venner på  - de er meget (!) følsomme, meget passive og meget høflige over for hinanden, En anden ting er at, de bliver ved med at tale og opføre sig, som om de er i starten af 20'erne, selv da de er et godt stykke oppe i 40'erne. Samtidig er historien mærkeligt tidløs: Den starter i, hvad der virker som en ikke alt for fjern nutid (hvor man kan e-maile og bruge mobiltelefoner), og der bliver den ved med at foregå, selvom vi følger de fire venner over mange årtier. Og aldrig har jeg læst en bog, hvor så mange så ofte siger "I'm sorry" eller alternativt "I'm so sorry". Al denne fortrydelse og beklagelse bliver meget anstrengende at læse, fordi den samtidig dækker over karakterernes passivitet over for hinanden.

Men et eller andet holdt mig også fast og fik mig til at læse bogens mere end 700 sider, og både historien og personerne bliver ved og ved med at rumstere i mit hoved her to uger efter, jeg blev færdig med den. Så det her ender vel med at være en slags anbefaling af bogen, trods alle mine forbehold. Den gør dig helt sikkert ikke til et lykkeligere menneske, men muligvis lærer man noget.

Noget der til gengæld helt sikkert vil  gøre dit liv lykkeligere og bedre er denne opskrift på tyrkisk haydari. Den bedste haydari i verden fås efter min mening hos Klostergrønt på Klostertorv i Århus. Kommer man ikke lige der forbi hver dag, kan denne hjemmelavede og supernemme version også godt skrabe an.  Afiyet olsun!

Haydari
200 g. fetaost
1 rød peber
2 spsk god olivenolie (eller en lille sjat mælk)
1 fed hvidløg
En stor håndfuld frisk persille
En lille håndfuld frisk mynte

Den røde peber skæres i så små tern, som det er menneskeligt muligt. Krydderurterne og hvidløget. hakkes fint. Fetaen røres blød og cremet med lidt god olivenolie (hvis du ikke har sådan én, så 1) køb én, eller 2) brug hellere lidt mælk til at røre fetaen op med, da smagen fra en mindre god olie vil overdøve al anden smag i haydarien). Herefter røres alle ingredienserne sammen.

Bruges som dip til grøntsagsstænger, som pålæg på et godt surdejsbrød eller tilbehør til en krydret ret. Kan holde sig på køl 3-4 dage.
Etiketter:

Kommentarer

  1. Thomas Grann30. oktober 2016 kl. 09.09

    Jeg er meget enig i din vurdering af "A little life". Jeg synes, at de første 300 sider, der beskriver livet i den kreative klasse i New York er ret interessante og underholdende. De resterende 400 sider hvor man kommer nærmere på Jude og hans måde at håndtere sin store hemmelighed er hårde at komme igennem. Jeg tror, at forfatteren har gjort sit hjemmearbejde, men det er slidsomt at komme igennem og præget af ret mange gentagelser.Derudover synes jeg også at bogens budskab fremstår en smule mudret mod slutningen. Som du selv konkluderer, så har man sandsynligvis lært noget.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...
2 kommentarer
Læs mere

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...
3 kommentarer
Læs mere

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i a...
1 kommentar
Læs mere