Gå videre til hovedindholdet

Peberkagehus - nu i to etager


Wiiiiiih, det er jul, det er jul, det er juuul! Og without further ado, I give you the Kagehus of 2016:




Sidste år lavede jeg dette kagehus:



Jeg var selv svært tilfreds med det - især i betragtning af, at det var min kagehus debut. Mine to piger på 6 og 7 år var også glade for det, men lod mig ikke være i tvivl om, at de gerne så, at der næste år (dvs. i år) gerne måtte være både mere slik på huset og ikke mindst flere etager. Alt i alt kunne jeg godt mærke, at det var alt for uambitiøst med sådan et bette kageskur.

Så i år er jeg gået skridtet videre og har lavet en lille rustik liebhaver-ejendom med to etager, karnap, gulvvarme og en pragtfuld beliggenhed i køkken-alrummet med kig til stuen.
Skabelonen til huset findes her: 
http://www.ellematovin.se/sa-lyckas-du-med-ditt-pepparkakshus/

Men der findes masser af kagehus-skabeloner på nettet i alle sværhedsgrader, hvis man bare googler "kagehusskabelon" eller "gingerbread house template".

Jeg elsker julen, og hvert år ser jeg virkelig frem til at lave julegodter. Jeg synes, det er toppen af julehygge-poppen. Eller det bilder jeg mig ihvertfald ind, at det er. For hvert år er det lige som om, at hyggen går hånd i hånd med at småstresse over, at ingen af pigerne ikke piller i den dej, der er skåret ud til figurer, at al dejen ikke bliver spist af førnævnte piger, og at gulvet ikke bliver en skøjtebane af mel. Og så ender jeg også altid med at stå og sige nej til pigerne virkelig mange gange undervejs: Nej til at smage (mere end 50 gange), nej til at skære husets vinduer ud, nej til at rulle dejen ud, nej til putte glasur på. Åbenbart får jeg vækket min indre Mette Blomsterberg, når jeg laver kagehus. Det skal ikke være vakkelvornt og pyntet af fedtede børnefingre; det skal være (relativt) sirligt og æstetisk tilfredsstillende. I år blev jeg yderligere udfordret af, at jeg måtte lave dejen om (fordi den første flød for meget ud under bagningen), og at jeg fik lavet glasuren for tynd. Så processen kunne alt i alt godt have været mere afslappet - men hyggeligt var det faktisk, trods alt. Og så er der bare en eller anden kæmpestor tilfredsstillelse ved at have bygget noget, og at nu står det der, det bette hus. 

Næste år laver vi sgu Versailles - eller Hogwarts...


Ét stk kagehus

Dej til kagehus:
200 g smør
200 g. rørsukker
120 g. lys sirup
120 g mørk sirup
1 sort æg
1 tsk nellike
½ tsk allehånde
½ tsk ingefær
1 tsk stødt kanel
½ tsk bagepulver + ekstra til udrulning
5-600 g hvedemel

Smør, sukker og sirup smeltes sammen over middelvarme. Rør jævnligt og hold øje med det ikke brænder på. Imens blandes mel, bagepulver og krydderier i en skål. Når sirupsmassen er kølet lidt af, blandes ægget i, og det hele hældes over i melblandingen. Dejen æltes sammen til den er blank, sammenhængende og lækker (den skal ikke æltes så længe som dej til et brød - bare til det hele er blandet godt sammen). Jeg putter hellere lidt for meget end lidt for lidt mel i. Dæk med køkkenfilm og lad hvile nogle timer i køleskabet - gerne natten over.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. 
Rul dejen ud til den er ca. 3 mm tynd og skær den ud  efter skabelonen. Alle dele lægges forsigtigt over på en bageplade beklædt med bagepapir. Hold god afstand mellem delene og bag af flere omgange. Jeg satte mine bageplader udenfor i kulden et kvarters tid, før jeg satte det i ovnen. Jeg bilder mig ind at det hjælper med at holde formen på figurerne, men jeg har ikke statistisk evidens for at det virkelig forholder sig sådan. Bag 10-15 min. Hold godt øje med, at de ikke bliver for mørke. Kagefigurerne er helt bløde, når de kommer ud af ovnen, så list bagepapiret forsigtigt af bagepladen og lad kagerne køle helt af, før du flytter figurerne. Det er dog også, mens kagerne er varme, at du kan lave lidt damage control: Hvis du kan se, at figurerne nogen steder er bagt ud af facon, kan du nemt skære dem til efter skabelonen, mens de er varme. Når de er kølet af, not so much.

Lad figurerne køle helt af.

Glasur (royal icing):
3 pasteuriserede æggehvider
4-500 g flormelis
Alverdens spiseligt pynt ad libitum

Rør flormelis ud i æggehviderne, lidt ad gangen, til den har den ønskede konsistens. Jeg bruger glasur til at sætte kagehus-delene sammen med (i stedet for flydende karamel, som mange bruger), og derfor laver jeg glasuren ret sej, fordi det så tørrer hurtigere, og huset bliver mere solidt. Pynt først huset med slik og pynt, og lad dette tørre- det er nemmere end at pynte, når først huset er samlet. Kom glasuren i en sprøjtepose, og sæt huset sammen med fingersnilde som en veluddannet klejnsmed og en engels tålmodighed. 

Hvis der bliver dej til overs, kan små pilfingre allernådigst få lov til at lave peberkager af den:






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og ...