Gå videre til hovedindholdet

Lohikeitto / Finsk fiskesuppe med laks og dild



Finland!

Nabolandet jeg ærlig talt ikke ved en ski' om! 

Jojo, det er noget med 1000 søer, saunaer, mumitrolde, lækkert design, og at de klarer sig rimeligt overlegent i PISA-undersøgelserne. Men derudover er jeg sørgeligt uvidende, og det gælder også, når det kommer til det finske køkken.

Men det man ikke ved, må man jo finde ud af! Så jeg gik på kulinarisk jagt på internettet efter klassiske finske retter. Jeg lavede dog den (heldige?) fodfejl at lade min yngste datter på 10 år kigge mig over skulderen, og der var virkeligt mange retter hun bekendtgjorde at hun ville nægte overhovedet at smage på. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg heller ikke var super fristet af f.eks. hele fisk og flæsk indbagt i rugdej (søg på kalakukko).

Men jeg blev til gengæld fristet af lohikeitto, en suppe med laks, porre og kartofler. Vores naboer højt mod nord burde om nogen vide noget om gode vintersupper. Lohikeitto er da også en dejligt mild og cremet suppe, som får et skønt skud friskhed fra dilden, der tilsættes til sidst. Og så er den virkelig nem at lave. Hermed anbefalet.

Hyvää ruokahalua!

Lohikeitto / Finsk fiskesuppe (4 pers)

25 g smør

2 porrer

½ kg kartofler

2 gulerødder

1 l. fiskebouillon

400 g frisk laksefilet

2½ dl madfløde

En god håndfuld frisk dild

Evt et drys gurkemeje - for farvens skyld

Salt og peber


Instruktioner

Rens porrerne godt og skær dem i tynde skiver. Skræl kartoflerne og gulerødderne og skær dem i mindre stykke. 

Smelt smørret i en stor gryde og steg porrerne heri ved middel varme til de er bløde og klare - 3-4 min. Kom kartofler, gulerødder og bouillon i gryden og bring i kog. Lad simre i 10 min. til gulerødder og kartofler er lige knap møre.

Fjern imens skind og evt. ben fra laksen og skær i mundrette bider. Kom laks og fløde i suppen og lad simre 3-4 min. til laksen er netop mør.

Hak dilden fint og tilsæt den, evt. sammen med et drys gurkemeje. Smag til med salt og peber.

Tag suppen af varmen og lad den trække under låg i 5 min.


Kommentarer

  1. Kunne man mon blende suppen inden fisken kommer i? Når nu man har børn, som er meget bange for grøntsager? Tak for dejlige opskrifter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - og selv tak - dejligt du læser med! Jeg har ikke prøvet at blende den (selvom jeg kender alt til grøntsagsforskrækkede børn),, men er sikker på man sagtens kan blende suppen inden fisken og fløden kommes i - det kunne faktisk give en lækker og cremet suppe, tænker jeg.

      Slet
  2. Uh, den kender jeg godt - den lavede jeg under mit finske benspænd, og den er så god! Prøv også at lave mämmi. Det er en meget enkel og ret anderledes dessert :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet! Det er jeg ikke stødt på, så det måtte jeg straks lige google, og det ligner godt nok en snasket-lækker dessert, der er værd at prøve:-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)