Gå videre til hovedindholdet

Popovers


Vi bor så tilpas langt fra en bager, at jeg ikke magter at bevæge mig derhen efter rundstykker søndag morgen. Alligevel kan jeg godt lide, at morgenmaden i weekenden adskiller sig fra morgenmaden i hverdagen, og det betyder at jeg gerne kaster mig ud i forskellige morgenmadseksperimenter. Det hjælper også på det, at vores to piger - til trods for at de efterhånden er 5 og 7 år - ikke rigtig kan finde ud af at overholde hviletidsbestemmelserne og gerne står op sådan hen ved 6-tiden (hvilket selvfølgelig er en stor forbedring i forhold til de år de stod op ved 5-tiden, bevares). Så bliver morgenen også så dejligt lang. Nogle gange faktisk så lang, at man på ægte hobbit-manér kan nå at spise morgenmad to gange.

En relativt ny og populær opdagelse til vores søndagsmorgenmad er de amerikanske popovers. Disse lette, let deforme og lidt vandbakkelsesagtige boller spises ligesom man ville spise almindelige boller - med smør, syltetøj, honning, ost, eller hvad man nu er til. Deres sjove form betyder, at de er lidt svære at smøre, men også at man kan slippe afsted med at putte ekstra meget smørelse på, uden at det virker decideret suspekt. 

Dejen er meget tynd, nærmest som pandekagedej, og så er den hurtig at smække sammen, fordi den ikke skal stilles til hævning. Hævemidlet i bollerne er æggene, som får dejen til at puffe op som en lille souffle. Derfor er det også vigtigt, at man ikke åbner sin ovndør, når man har sat sine popovers ind, for så falder de sammen. Hvis man vil have sine popovers til at poppe helt afsindigt op, skal man bruge æg og mælk, der har stuetemperatur. Det er dog ikke noget, vi har temperament til at vente på i den her familie (stuetemperatur - yeah right!), og vores popovers er puffet fint op alligevel.

Popovers (12 stk i alm. muffinform)
25 g smeltet smør + ekstra til at smørre formen
2,5 dl mel
½ tsk salt
2,5 dl mælk
2 æg

Sæt ovnen på 200 grader (ikke varmluft). Smør muffinformen med smør og stil den i ovnen, mens den varmer op. Bland mel og salt. Tilsæt mælk, æg og smeltet smør og pisk til den tynde dej er nogenlunde glat (det gør ikke noget, hvis der er en smule klumper i). Tag den varme muffinform ud af ovnen og fordel dejen i hullerne. Dejen skal ikke nå mere end halvvejs op af kanterne, for så hæver de alt for uformeligt. Sæt formen tilbage i ovnen og bag dine popovers 15-20 min. uden at åbne ovndøren.Tag dem ud, når de er smukt hævede og gyldne. Lad dem afkøle et minuts tid i formen, før du vipper dem ud. De smager bedst nybagte, men kan godt lunes i ovnen til en kop eftermiddagskaffe.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og sæt

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b