Lidt tidskrævende, men lækre er disse empanadas. De er også gode at have med i madpakken, hvis der skulle blive nogen til overs.
Empanadas med oksekød, grøntsager og oliven
(8 stk)
Dej
2 dl vand
25 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 spsk olivenolie
100 g grahamsmel/ groft hvedemel
100 g. durummel/ tipo 00 mel
Ca 150 g hvedemel
1 æg til pensling
Gæret opløses i vandet. Salt, sukker og olie tilsættes og dernæst røres grahams- og durummel i. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt til dejen er glat og smidig - ikke klistret, men heller ikke tør. Dejen hæver tildækket i 30 min. Imens kan du lave fyldet.
Fyld
2 x 1 spsk olivenolie
200 g hakket oksekød
1 lille rød peber i mindre tern
1 lille grøn peber i mindre tern
1 gulerod i mindre tern
1-2 kartofler i mindre tern
100 g grønne oliven med pimento/rød peber, groft hakket (kan udelades)
1 tsk spidskommen
1 tsk oregano
1 tsk paprika
1 tsk tørret koriander
1 lille dåse tomatpure
1 dl vand + 1 kube oksekødsbouillon
Salt & peber
Start med at hakke og skære alle grøntsagerne. Varm olien i en gryde og steg grøntsagerne ved middelvarme ca. 10 minutter til de er mørre. Tag dem op i en skål og stil til side. Varm olien op i samme skål og brun oksekødet heri. Tilsæt de stegte grøntsager, krydderier, hakkede oliven, tomatpure, vand og bouillon. Lad simre 5-10 min og smag til med salt og peber. Fyldet skal ikke være for vådt, men tilsæt gerne en smule vand, hvis det er knastørt.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Slå dejen ned og del i otte lige store dele. Tril dem til runde boller og rul dem ud til store, flade cirkler på ca. 18 cm i diameter på et meldrysset bord. Put fyld i hver cirkel og gør kanten af dejen våd med lidt vand på en finger eller pensel (ikke pjaskvåd, bare lige fugtig våd). Luk dejen forsigtigt sammen over fyldet, så dejen danner en halvmåne. Tryk forsigtigt men grundigt sammen ved lukningen, så fyldet ikke siver ud og gennembløder bollen. Læg forsigtigt de fyldte boller på to bageplader og lad dem hæve 5 min. Pensl med sammenpisket æg og bag i ca 15 min. til de er gyldne og gennembagte. Spis med en grøn salat og evt en dip, f.eks. tomatsala.
Kommentarer
Send en kommentar