Alverdens mad

  Jeg er (som sædvanlig) lidt bagud. De her lækre norske solboller spises nemlig traditionelt på soldagen, d. 21. januar, i det nordlige Norge for at fejre, at de mørkeste dage nu er ovre, og solen så småt begynder at vende tilbage. Det er selvfølgelig den gule creme i bollens midte, der symboliserer solen (ja, indrømmet, det er måske lidt langt ude, men enhver undskyldning for at bruge creme er helt okay med mig). Jeg havde tænkt mig at bage solboller som en slags alternativ fastelavnsbolle, da der jo i begge dele indgår den magiske tre-enighed: bolle, creme og glasur. Så i forhold til soldagen er jeg lidt sent ude, men i forhold til fastelavn er jeg i rigtig god tid - så mon ikke det går lige op? Solboller (og fastelavnsboller) er i det hele taget så gode, at de ikke burde begrænses til en enkelt dag, men i stedet skulle spredes ud over hele året. Der er lidt mere bolledej i dem her end i en almindelig fastelavnsbolle. Men de er bløde og virkeligt lækre - og så er de en helt del ...

Congee er populær form for kinesisk comfort food, og comfort food er da vitterligt noget af det, vi virkelig har brug for lige for tiden.  Congee er en ganske simpel risgrød, der i konsistens minder om risengrød, men i smag mere om en risotto. Den består af ganske få ingredienser, og selvom den tager lidt tid at lave, er den fantastisk simpel at gå til og skal mest bare stå og passe sig selv. I Asien spises congee som regel som morgenmad, men jeg synes, den passer lige så godt som en fin, varmende og mættende gang aftensmad. Toppingen kan varieres i det uendelige, f.eks. med kogte grøntsager eller et spejlæg. Jeg kan godt lide at dryppe lidt chiliolie på, da grøden i sig selv ikke har den helt vilde smag, men soya eller sød chilisauce er også lækkert. Congee (4 pers) 1 cm ingefær 2 dl jasminris 8 dl grøntsags- eller kyllingebouillon Salt Desuden: Peanuts Forårsløg Chiliolie Instruktioner: Skyl risene grundigt i en si for at komme af med det værste stivelse.  Skær ingefære...

  Pinaattiletut. Nej, jeg har ikke selv fundet på navnet. Det dækker over en finsk form for madpandekager lavet med spinat. De spises typisk til brunch eller som efter-skole snack, gerne sammen med råsyltede tyttebær. Super mums! Eller det syntes i hvert fald min yngste datter og jeg, mens den ældste - straks pandekagen kom i nærheden af hendes mund - fuld af væmmelse mente, at den smagte ALT for meget af spinat. Yngstebarnet og jeg (som i parentes bemærket rent faktisk smagte pandekagerne) syntes til gengæld ikke, at spinaten var specielt fremtrædende. Det var bare lækre, små, tykke pandekager, som oveni købet er nemme og hurtige at lave. Pinaattiletut'erne markerer også afslutningen på det finske tema her på bloggen - i hvert fald for nu. Jeg er nemlig blevet anbefalet at prøve den finske dessert mämmi, så mon ikke den kommer til at optræde på disse sider engang? Pinaattiletut/ Finske spinatpandekager (ca. 14 små pandekager) 4½ dl mælk 150 g frossen spinat - optøet 1 tsk ba...

I Danmark har vi kanelsnegle, i Sverige har de de skønne kannelsnurrer - og i Finland har de korvapuusti. Forskellen mellem dem ligger ikke så meget i ingredienserne eller smagen, men mere i selve udformningen, hvor den finske udgave mest af alt minder om en lidt skæv giffel. Men sygt lækre er de i hvert fald! Og skulle der blive en enkelt eller to til overs, egner de sig fint til at fryse og kan så varmes op i ovnen på en sørgelig regnvejrsdag, som den danske vinter efterhånden har en del af. Korvapuusti/ Finske kardemommegifler (15 stk) 2½ dl mælk 15 g. gær 75 g sukker 1 nip fint salt ½ tsk kardemomme 1 æg Ca. 500 g hvedemel + ekstra til udrulning 75 g blødt smør Fyld: 75 g blødt smør 25 g sukker 50 g farin 2 tsk kanel Drys: 1 æg Perlesukker  Instruktioner: Start med at tage smør ud af køleskabet, da alt smør i denne opskrift skal være blødt. Lun mælken i en kasserolle eller i mikroovnen - den skal være lillefinger varm, dvs. bare lunken, ikke alt for varm. Kom mælken i en røresk...

Finland! Nabolandet jeg ærlig talt ikke ved en ski' om!  Jojo, det er noget med 1000 søer, saunaer, mumitrolde, lækkert design, og at de klarer sig rimeligt overlegent i PISA-undersøgelserne. Men derudover er jeg sørgeligt uvidende, og det gælder også, når det kommer til det finske køkken. Men det man ikke ved, må man jo finde ud af! Så jeg gik på kulinarisk jagt på internettet efter klassiske finske retter. Jeg lavede dog den (heldige?) fodfejl at lade min yngste datter på 10 år kigge mig over skulderen, og der var virkeligt mange retter hun bekendtgjorde at hun ville nægte overhovedet at smage på. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg heller ikke var super fristet af f.eks. hele fisk og flæsk indbagt i rugdej (søg på kalakukko ). Men jeg blev til gengæld fristet af lohikeitto, en suppe med laks, porre og kartofler. Vores naboer højt mod nord burde om nogen vide noget om gode vintersupper. Lohikeitto er da også en dejligt mild og cremet suppe, som får et skønt skud friskhed fra dild...

Det er sjovt som krydrede, eksotiske retter fra varme himmelstrøg ofte passer perfekt til den danske vinter. Sådan er det i hvert fald med den indonesiske  beef rendang - en virkelig dejlig gryderet, som er krydret og varmende uden at være for stærk. Perfekt comfort food til de her kolde og grå dage, som efterhånden udgør den danske vinter. Det er en rigtig simreret, som tager lidt tid at lave og msåke kræver lidt krydderiindkøb, men tid har vi vel egentlig nok af lige nu, og smagen er under alle omstændigheder det hele værd. Og lav endelig en stor portion, så der er til to dage, for smagen bliver kun endnu bedre af at retten får lov at stå på køl natten over. Malaysisk beef rendang med spidsbryst  (4 pers) 800 g tykkam 2 spsk smagsneutral olie 2 stængler kanel 4 nelliker 4 kardemommekapsler 4 stjerneanis 1 lille ds tomatpure 1 tsk sukker 3 stængler citrongræs, den grønne del 1 ds kokosmælk Salt Kryddermix 1 løg 3 stængler citrongræs, den hvide del 2-3 fed hvidl...

Godt nytår! Jeg har bestemt mig for at genoplive bloggen efter at have været i blog-hi det sidste halve år. Det skyldes dels, at jeg i august startede nyt (drømme-)job og dels en mærkelig form for corona-mathed, der lagde sig over mig i efteråret. Begge dele førte til, at det her i huset rent madmæssigt mest har stået på nemme, gamle (og gode, bevares) travere, og jeg har ikke været særligt eventyrlysten på madfronten. Med andre ord har der ikke været ret meget blog-værdigt mad på menuen.  Corona-matheden har jeg for så vidt stadig, men selvom starten af 2021 kommer til at byde på mere af det, vi er vandt til fra 2020 med nedlukning og grå dage, så symboliserer årsskriftet alligevel en frisk start, som har givet mig lyst til at kaste mig ud i nye kulinariske oplevelser. Måske det også kan hjælpe med at holde humøret oppe i de mørke vintermåneder, vi har foran os? Vi lægger stille og roligt ud med en nem, frisk og mættende frokostsalat. Jeg har her brugt sorte ris, men mest for syns...