Gå videre til hovedindholdet

Congee 粥 / Kinesisk risgrød med peanuts og chiliolie



Congee er populær form for kinesisk comfort food, og comfort food er da vitterligt noget af det, vi virkelig har brug for lige for tiden. 

Congee er en ganske simpel risgrød, der i konsistens minder om risengrød, men i smag mere om en risotto. Den består af ganske få ingredienser, og selvom den tager lidt tid at lave, er den fantastisk simpel at gå til og skal mest bare stå og passe sig selv. I Asien spises congee som regel som morgenmad, men jeg synes, den passer lige så godt som en fin, varmende og mættende gang aftensmad. Toppingen kan varieres i det uendelige, f.eks. med kogte grøntsager eller et spejlæg. Jeg kan godt lide at dryppe lidt chiliolie på, da grøden i sig selv ikke har den helt vilde smag, men soya eller sød chilisauce er også lækkert.
Congee (4 pers)
1 cm ingefær
2 dl jasminris
8 dl grøntsags- eller kyllingebouillon
Salt

Desuden:
Peanuts
Forårsløg
Chiliolie

Instruktioner:
Skyl risene grundigt i en si for at komme af med det værste stivelse. Skær ingefæren i lange, tynde strimler.

Bring bouillonen i kog i en gryde og tilsæt den skyllede ris og ingefærstrimlerne sammen med et drys salt (start med ½ tsk og smag til senere). Lad risene simre over svag varme i 40-50 min. Kig til grøden et par gange undervejs, rør rundt og tilsæt lidt vand, hvis grøden er ved at koge tør. Smag til med salt, når grøden er kogt færdig.

Hæld grøden i en skål. Drys med grofthakkede peanuts, forårsløg i tynde skiver og et skvæt chiliolie. Server straks.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i a...