Gå videre til hovedindholdet

Drømme-mazarin-muffins



Altså, det er sådan, at når min mand en sjælden gang i mellem skal arbejde på en lørdag, så er det blevet en slags tradition for mine piger og mig, at vi lige skal bage noget kage og så spise den, mens vi ser en god film, som vi (helst) har set 500 gange før. Fordi det er jo sådan lidt undtagelsestilstands-agtigt, når den eneste mand i huset ikke er der i en hel dag. Det giver mening, ikke? Det forstår man godt?

Sidst vi var alene hjemme, ønskede ældstebarnet Julie sig drømmekage, og den kage er jo ikke en klassiker for ingenting. Blød kage toppet med sød og snasket kokos. Det er jo genialt. 

Alligevel tænkte jeg, at vi lige skulle prøve at bage den på lidt anderledes vis, for jeg synes faktisk, kagebunden kan have tendens til at blive en anelse tør (skrev jeg virkelig det? Næsten blasfemi!). Så derfor tænkte jeg, at en mazarinbund måske kunne være en god ide - og det var det sørme også. Mazarinen giver en svampet og blød bund, som passer super godt til toppingen. 

Vi bagte efter ønske fra yngstebarnet Emilie drømmekagen som muffins, og det var også et hit. Ihvertfald er der jo så ingen, der føler sig snydt over ikke at få det største stykke eller et hjørne. Ikke at vi går op i den slags selvfølgelig. Vi kan desuden anbefale at se Harry Potter-film under indtag af kagen. De to ting passede storartet sammen.

Rigtig god søndag!

Drømme-mazarin-muffins (12 stk)
Kage:
150 g blødt smør
150 g marcipan
150 g rørsukker
1 tsk vanillesukker
3 æg
1 dl hvedemel

Topping:
175 g kokosmel
150 g farin
50 g smør i tern
1 dl mælk

Kage:
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Rør det bløde smør, vanillesukker og sukker rigtig godt sammen. Riv marcipanen groft på et groft rivejern, eller del den i mindre stykker, og rør den også rigtig godt i smørret, så der ikke er nogen marcipanklumper. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt med et piskeris mellem hvert æg. Kom til sidst melet i, og rør kort til melet er blandet i.

Kom 12 papir-muffinforme i en metal muffinform (eller smør en muffinform grundigt med smør og mel) og fordel dejen heri. Dejen skal kun fylde formene omkring halvt op, for der skal jo også være plads til alt det gode fyld.

Kom muffinformen i ovnen og bag 15-20 min, til muffins'ene er let gyldne på toppen.

Topping:
Imens muffins'ene bager, kommes alle ingredienserne til toppingen i en gryde (smør og mælk først) og varmes godt igennem, til smørret er helt smeltet, og det hele er blevet en lækker, klistret masse. 

Tag muffins'ene ud af ovnen, og lad dem køle af et minut eller to. Kom herefter topping på hver muffin med en ske (jeg synes, der skal så meget topping på som fysisk muligt, men nogle foretrækker måske mindre???).

Kom muffins'ene i ovnen igen i 5-7 min, før de tages ud af ovnen og afkøles i formen. Kan fint holde sig et par dage eller tre i en lukket beholder.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og ...