Alverdens mad

Her på bloggen fejrer vi frem til november den mexikanske højtid De dødes dag   (mens vi sammenbidt forsøger at tie den vederstyggelige halloween ihjel). Det forrige indlæg handlede om, hvordan De dødes dag fejres i Mexico, mens dagens indlæg vender blikket mod Danmark og nærmere bestemt døden i Danmark. For snart fire år siden blev jeg ansat som antropolog ved Det Palliative Team i Aarhus, der støtter uhelbredeligt syge og deres familier med f.eks. at lindre den syges smerter og gener og støtte på andre måder. Teamet består af forskellige faggrupper f.eks. læger, sygeplejersker og en psykolog. Det Palliative Team havde fået en bevilling til en række projekter, der handlede om tryghed i palliative forløb. Jeg vidste mildt sagt ikke meget om palliation inden da, så det var en ny verden, der åbnede sig for mig.  Som antropolog er jeg jo opdraget til at betragte fænomener som sociale konstruktioner, herunder også døden. Altså ikke sådan at forstå at døden ikke "finde...

Ikke et ord om halloween. I stedet fejrer vi De dødes dag ! De dødes dag er en en vigtig højtid i Mexico og fejres omkring d. 1. og 2. november. Som ritual er De dødes dag mere end 3000 år gammel, men i dag er fejringen en skønsom sammenblanding af den oprindelige aztekiske tradition og den katolske Allehelgensdag og er en fest for de døde, hvis sjæle denne ene gang om året menes at komme på besøg hos de levende .   I hjemmene pyntes et alter til ære for familiens døde. Alteret fyldes med blomster, lys og billeder af de døde og med alle de ting, de holdt af, da de var i live. Det kan være kage, nødder, slik, kakao og øl, samt ting der forbindes med De dødes dag , f.eks. sukkerkranier og de dødes brød, som serveres for de sultne sjæle, der har rejst langt for at være sammen med de levende. Nogle spiller også de afdødes yndlingsmusik eller synger deres yndlingssange for at glæde dem.  Man gør også de dødes gravsteder fint i stand og pynter dem med blomster og lys....

Jeg giver ikke meget for det der Halloween. Jeg synes som udgangspunkt, det er en rigtig fin tanke at lægge en slags højtid ind i mellem sommer og jul, som ligesom giver os en undskyldning for at fejre noget og proppe os med gode sager, men helt ærligt  Jeg kan til nød gå med til, at folk stiller græskar uden for deres fordør, men det er bare noget meget uæstetisk over pølsehorn udformet som afskårne fingre, spindelvæv af vat og så den helt, helt uacceptable og hæmningsløse brug af farvekombinationen orange og sort. Når man tænker over det, så er de fleste højtider jo egentlig ret bad taste (tag pompom-påskekyllinger, bare som et eksempel), men til Halloween synes jeg altså, det er lige som om hjertet ikke rigtigt er lagt i hverken udsmykning eller fejring. Især bliver jeg decideret irriteret, når det ringer på døren, og der udenfor står et par halvvoksne unger, som enten bare har kastet et lagen over hovedet eller har smurt deres mors eyeliner rundt om øjnene og tvært beder ...

I forrige uge blev jeg færdig med at læse Hanya Yanagiharas "A little life" ("Et lille liv"). Eller jeg kom igennem den, skulle jeg måske nærmere skrive. Bogen fik 6 stjerner i Politiken, er blevet kaldt " en moderne klassiker " i The Guardian og indstillet til Booker prisen, og så kan man vel godt tillade sig at have høje forventninger. Bogens udgangspunkt er venskabet mellem fire unge mænd, der alle går på det samme prestigefyldte universitet og derefter flytter til New York, hvor de hver især forfølger deres (karriere)drømme over flere årtier. Romanen lægger i starten op til at være en udforskning af venskabet mellem de fire, men zoomer efterhånden mere og mere ind på den ene af vennerne, Jude St. Francis, som viser sig at have en utroligt dyster og traumatisk fortid.. Historien om Jude og hans tre venner er velskrevet, gribende, meget ubehagelig og bygget op over en fint forløst spændingskurve, men der er rigtig mange irritationsmomenter i bo...

Disse boller kunne lige så godt have heddet Verdens Nemmeste Boller, for det er de virkelig. Jeg blev introduceret for dem, da jeg var på barsel med mit andet barn. Da jeg havde fået mit barn nummer 2, kom jeg med i en mødregruppe med tre vidunderlige mødre, der hver gang vi mødtes diskede op med hjemmebagte boller. Mine børn har aldrig spildt tiden med at sove, så det at skulle bage boller virkede som en helt uoverkommelig opgave i min halv-komatøse tilstand. Og her var det så, at en med-mor i mødregruppen introducerede mig for disse boller, som ikke skal æltes, hæver i køleren natten over for derefter at blive smidt ned på en bageplade og smækket ind en brandvarm ovn. De kræver ingen kærlig omsorg, ingen finmotoriske evner eller ingen velfungerende korttidshukommelse, og alligevel bliver de bare gode hver gang. Jeg har også hørt bollerne omtalt som slaskeboller, men det giver mig simpelthen sådan nogle upassende billeder i hovedet, så herhjemme hedder de altså bare mødregrup...

Jeg er nødt til at gå til bekendelse... Jeg har set ned på vegetarer! Jeg har ikke sagt noget direkte til nogen, men jeg har i mit stille sind tænkt, at vegetarer var kræsne, sarte og besværlige. Hysteriske faktisk. Veganisme vidste jeg overhovedet ikke, hvad var før for 4-5 år siden - ellers havde jeg helt sikkert haft masser af fordomme om veganere også. Især om at de spiste helt utroligt kedelig mad. Men som Oprah siger: "When you know better, you do better" (Og her er jeg nødt til i parentes at indskyde, at jeg stort set dagligt så Oprah under min første barsel, hvor The Oprah Winfrey Show stadig kørte. Det var SÅ vidunderligt bare at sidde og flæbe en times tid - og det gjorde jeg så, hvad enten det drejede sig om kendis-interviews eller handicappede cheerleaders. Det var ren katarsis, og bagefter var man igen klar til at se både brystbetændelse og beskidte bleer i øjnene). Og jeg har i høj grad ændret mit syn på både vegetarisme og veganerisme. Eller i virkel...

Engang under et aftensmåltid hjemme hos mine forældre, sad mine to piger, der dengang var 4 og 5 år, og hygge-skændtes, som de ind imellem gør. Efter lidt almindeligt kævleri satte den ældste, der selvfølgelig er helt klar over, hvilke knapper hun skal trykke på, trumf på med ordene: "Man må ikke tale med mad i munden!" Den yngste, der kan se frem til en lang og glorværdig karriere indenfor ordenspolitiet og går meget op i, at alle opfører sig korrekt, tyggede omhyggeligt af munden og sagde så med stor værdighed og eftertryk: "Det kan man komme til!!" Og præcis sådan har jeg det med de mange pladskrævende køkken-aggregater, jeg ejer, og som  - hånden på hjertet - nok ikke bliver brugt hver dag uge måned år. Jeg ved godt med fornuften, at jeg ikke har brug for flere af dem, men alligevel sker det at jeg køber nogle nye til samlingen. For altså, det kan man jo komme til. Al denne snak skal egentlig bare tjene til at sige, at det ind i mellem sker, at jeg ...