Her på bloggen fejrer vi frem til november den mexikanske højtid De dødes dag (mens vi sammenbidt forsøger at tie den vederstyggelige halloween ihjel). Det forrige indlæg handlede om, hvordan De dødes dag fejres i Mexico, mens dagens indlæg vender blikket mod Danmark og nærmere bestemt døden i Danmark.
For snart fire år siden blev jeg ansat som antropolog ved Det Palliative Team i Aarhus, der støtter uhelbredeligt syge og deres familier med f.eks. at lindre den syges smerter og gener og støtte på andre måder. Teamet består af forskellige faggrupper f.eks. læger, sygeplejersker og en psykolog. Det Palliative Team havde fået en bevilling til en række projekter, der handlede om tryghed i palliative forløb. Jeg vidste mildt sagt ikke meget om palliation inden da, så det var en ny verden, der åbnede sig for mig.
Som antropolog er jeg jo opdraget til at betragte fænomener som sociale konstruktioner, herunder også døden. Altså ikke sådan at forstå at døden ikke "findes" i virkeligheden, men at forståelser af døden, den måde begravelser foregår på og den måde døende behandles på er forskellig i forhold til tid og sted. Men selv om jeg på forhånd var helt med på, at døden udformer sig på forskellige måder i forskellige samfund var det alligevel noget helt særligt at arbejde med død og svær sygdom i ens eget samfund. Især blev jeg overrasket over, hvor hvor stort et antal mennesker, som dør på hospitalet (selvom de fleste faktisk ønsker at dø hjemme), og at den palliative indsats hovedsageligt er rettet mod kræftpatienter, selvom andre svært syge patienter har lige så mange palliative behov.
Projektet, jeg arbejdede på, hed Advance Care Planning (forkortet til ACP og på dansk oversat til Planlægning af fremtidig pleje). ACP går kort fortalt ud på i god tid at tage samtaler med svært syge patienter og deres nærmeste pårørende om patientens tanker og ønsker for deres sidste tid for at gøre den tid så god som mulig. Det kunne være spørgsmål som for eksempel "Hvor vil du helst være i din sidste tid?", "Hvor vil du gerne dø?" og "Ønsker du genoplivning?". Mit job var at observere en række af disse ACP-samtaler og bagefter interviewe patienter og pårørende om deres oplevelse af samtalen.
Mine to år hos Det Palliative Team udvidede min horisont på mange måder. Mens jeg arbejdede på projektet, tænkte jeg naturligt nok meget på døden og tiden umiddelbart inden døden. Nogle dage var det svært og hårdt, men set i bakspejlet var det faktisk også rigtig fint og på nogle måder en lettelse, fordi det betød, at jeg fik tænkt over og taget stilling til nogle mindre behagelige ting. Især syntes jeg, det var rart at have gjort sig nogle tanker om døden, da mine nysgerrige børn ramte fem-års alderen, hvilket for begges vedkommende var den alder, hvor de opdagede det mega-uretfærdige, men uundgåelige faktum, at vi skal dø. Alle sammen. Så det fik vi os nogle lange snakke om (og gerne lige omkring sengetid). Kort sammenfattet lyder min meget uoriginale og irriterende Facebook-visdomsords-agtige konklusion: "Døden. Ja, it sucks big time, men det er ligesom sådan det er, så lad os få det bedst mulige ud af den tid, vi har her sammen". Mine piger har i det mindste købt den opfattelse indtil videre.
Min del af ACP-projektet blev afsluttet for snart 2 år siden, men min kollega på projektet, den dejlige og dygtige og seje læge Marianne, som har lavet masser af ACP-samtaler med kræft-, hjerte- og lungepatienter, er lige nu i gang med at lægge sidste hånd sit fantastisk spændende ph.d.-projekt om ACP i Danmark. (Hvis I har lyst, kan I kan læse mere om det her:
http://www.pavi.dk/forskningogudvikling/andreprojekter/13-09-10/2555478676.aspx).
Jeg har talt med Marianne - mest om mad og lidt om ACP.
Fortæl lidt om dig selv og dine evner i et køkken
Jeg er bedst til at bage og sylte. Jeg mangler at lære at lave en god bøf, steg eller andet kød. Så elsker jeg limfjordsporter, og min yndlingssang er ”Carolina in my mind” med James Taylor. Min mand siger, at jeg er en gammel mand forklædt i en pæn kvindekrop! Tja, og så har jeg tre vidunderlige børn med en meget dejlig mand!
Hvad er din yndlingsmad og hvorfor?
Svinekæber marineret i øl lavet af min mand. Alt er godt ved denne ret, både maden og manden!
Hvad er det mærkeligste du har spist?
Snegle! Hvidløgene kamuflerede det dog ganske fint, og jeg spiste vist en hel snegl.
Hvad har været din bedste madoplevelse?
På Skanderborg festival: En fadøl og spanskrør med softice!
Hvad har været din værste madoplevelse?
Alt hvad der er slimet! Jeg vil virkelig gerne kunne lide østers, men fornemmelsen af slim blandet med saltvand er ikke god, synes jeg. Hmmm, og så var der en gang, jeg kom til at bestille en pastaret på en lækker restaurant, hvor jeg ikke forstod sproget på menukortet. Jeg fik en ret, der var helt sort, og det viste sig at være blækket fra en blæksprutte – det var lidt skørt, og det smagte faktisk ikke så godt!
Hvad har du lært af alle de ACP-samtaler, du nu har gennemført?
At vigtigst af alt er kærligheden. At opleve mennesker i deres sidste del af livet giver mig en ydmyghed overfor den kærlighed, mennesker kan have imellem hinanden, og hvilken lettelse og ro det kan give, når livet går mod sin afslutning. Og så har jeg lært, at jeg aldrig kan forudsige hvad mennesket overfor mig siger, tænker og mener, men at jeg skal huske at spørge dem, inden jeg antager.
........................................................................................................................................
Som de fleste nok vil kunne forstå, savner jeg at have Marianne som kollega!
Dagens ret er igen mexicansk i anledning af den nært forestående De dødes dag. Retten hedder huevos rancheros, som betyder noget i retning af "bondemandens æg" og findes i mange forskellige udgaver. Denne version er supernem, og - ¡Dios mio! - det er en helt vidunderlig morgenmadsret. Den indeholder alle de gode mexicanske smage og holder én mæt langt op af formiddagen. Kan også anbefales som brunch-indslag.
Buon appetito!
Buon appetito!
Huevos Rancheros
(2 pers.)
2 tortillas
2 store tomater
½ dåse (200 g.) forkogte sorte bønner
1 tsk stødt koriander
½ tsk chipotlechili
1 lime
25 g god cheddarost
2 æg
1 moden avocado
Tabasco eller en anden chilisauce
Frisk koriander
Salt & peber
Sæt ovnen på 200 grader varmluft.
Tomaterne skæres i mindre stykker og blandes med godt afdryppede bønner, stødt koriander og chili. Smag til med salt og peber. Læg tortillaerne enkeltvis i hver sin pande, der kan tåle at komme i ovnen eller i ovnfaste fade. Fordel tomat- og bønneblandingen med milimeter-retfærdighed ovenpå de to tortillaer, drys rundhåndet med ost og slå til sidst et æg ud i midten af hver tortilla.
Sæt pander/fade i ovnen og bag 10-15 min - afhængig af hvor bløde du vil have æggene.
Pynt med avocadoskiver, drys med frisk koriander, og dryp lidt chilisauce ovenpå. Mums!
Kommentarer
Send en kommentar