Gå videre til hovedindholdet

Risotto med ærter og bacon - og en boganmeldelse


Det er altid lidt vanskeligt med de der bøger, der har fået rigtig meget positiv omtale med i rygsækken, for det er svært ikke at have tårnhøje forventninger, som kan være nærmest umulige at indfri. Sådan havde jeg det med "Min geniale veninde" af Elena Ferrante (den første af fire bøger om venskabet mellem Elena og Lila), som jeg både har læst positive anmeldelser af på nettet, fået anbefalet af venner og sågar set positive omtaler af på de der små håndskrevne "Læs den her bog - den er god!"-sedler, der er hænger rundt omkring på biblioteket og i bogbutikker. Også bogens setting (den fattige og mafioso-plagede del af Napoli i 1950'erne) og handling (et stormfuldt venskab mellem to piger) er umiddelbart meget lovende. 

Jeg blev ind i mellem fanget af bogen, men mest af beskrivelserne af pigernes boligkvarter og de kulørte personligheder i det, og i mindre grad af venskabet mellem Elena og Lila, som ellers står så centralt i bogen. Allermest havde jeg nok lidt svært ved overhovedet at forstå deres venskab, for selvom jeg sagtens kan nikke genkendende til konkurrence mellem veninder (især i den alder pigerne har i bogen), så er graden af konkurrence og misundelse mellem dem ret ekstrem, synes jeg, og jeg havde svært ved at sætte mig ind i deres bevæggrunde for at handle, som de gør. Derudover er historien fortalt meget lige ud af landevejen: Der er ikke kælet for sproget; der er ikke nogen progressiv udvikling i historien, og der introduceres masser af personer, som man derefter aldrig hører om igen. På den måde mindede bogen mig meget om en biografi, hvor der snart sker det ene og så det andet, uden at noget særligt plot udvikler sig. Jeg var fint nok underholdt, men jeg løber nok ikke lige ned og køber den næste bog i rækken. Jeg er faktisk lidt usikker på, om jeg har lyst til at læse resten af bog-kvartetten.

Dagens ret er ligesom dagens bog italiensk, nemlig risotto. Jeg har i nogen tid lidt af en slags risotto-angst. Selvfølgelig ikke rigtig angst, men sådan en bekymring man også kan have, når man skal bruge husblas eller lave souffle. For bliver det nu godt, eller bliver det en gang klask? Forud for risottoen havde jeg derfor både allieret mig med en Jamie Oliver opskrift (fra hans allerførste kogebog Det' bare mad) og selvfølgelig Youtube, der ligger inde med svar på alt i denne verden, og jeg er glad for at kunne berette, at det endte lykkeligt med en cremet, velsmagende risotto. Opskriften herunder er således min version af en nem og god begynder-risotto, og den første, men bestemt ikke den sidste, jeg har lavet. 


Risotto med ærter og bacon (4 pers.)
2 spsk olivenolie
1 stort løg
250 g. risotto-ris
3/4 dl tør hvidvin
Ca. 1 dl. fond (kyllinge eller grøntsags)
50 g. smør
50 g. god parmesan-ost
Evt. salt.

100 g. (friske eller optøede) ærter 
Ca. 250 g bacon i skiver
Evt. ærteskud til pynt

Hæld fonden i en gryde og varm den op til lige under kogepunktet. Hold den opvarmet over lav varme, mens du laver risottoen.

Ovnen varmes op til 200 grader. Skær baconen i mindre stykker og læg stykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt baconen i ovnen i 10-15 min. (mens du laver risottoen), eller til den har fået den ønskede, knasende konsistens. Læg baconen på en tallerken beklædt med køkkenrulle, så det kan dryppe lidt af.

Skær løget i tern. Varm olien op i din bedste, store pande, gerne en tykbundet én af slagsen. Tilsæt løg-tern og steg dem over medium varme, til de bliver gennemsigtige (og ikke så varmt at de bliver brune). Herefter tilsættes risen, som steges med i nogle minutter. Rør i dem hele tiden og skru evt. lidt ned for varmen, for risen skal ikke tage farve. Når risene begynder at se gennemsigtige ud efter 2-3 minutter, tilsættes vinen (man kan samtidig også lige snuppe sig et glas hvidvin til at dulme risotto-nerverne). Rør rundt mens hvidvinen koger ind - 1-2 minutter. Herefter tilsættes bouillionen en stor skefuld ad gangen (jeg brugte en suppeske), mens der røres i risen. Risottoen skal være så varm, at den simrer, men den skal ikke bulderkoge, for så bliver risen kogt udenpå, men forbliver rå indeni. Når væsken fra én skefuld er optaget i risen, tilsættes den næste, og der røres lidt rundt. 

Når risottoen er cremet og blød (men stadig har lidt bid) efter ca. 15-20 minutter, tages panden af varmen. Bland smør og parmesanost i. Smag til - måske der skal en smule salt i. 

Kog lidt vand og hæld over ærterne, så de bliver varmet op uden at blive for bløde. Hæld vandet fra igen.

Server straks risottoen med ærter og bacon. Pynt evt. med ærteskud.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)