Gå videre til hovedindholdet

Bagt grød med blåbær, nødder og chiafrø


Den første gang jeg hørte om bagt grød, syntes jeg, det lød så mærkeligt, at jeg var nødt til at prøve det. Jeg mener, grød er jo allerede kogt - skal det så også bages oveni? Hvor besværligt er det lige?

Ikke særligt besværligt, skulle det vise sig, og nu er jeg blevet ret vild med det. Det tager lige en anelse længere tid end at smide en old school havregrød sammen, men til gengæld smager det meget bedre (med sprød top og blød midte), og man kan blande alverdens gode sager i, såsom frugt og nødder og holde sulten fra døren helt frem til frokost. Prøv det en weekend morgen med en god, stærk kop te til!

Bagt grød (2 portioner)

Lidt smør eller smagsneutral olie
50 g. blåbær (frosne er fine)
1 spsk. agavesirup eller flydende honning
½ tsk majsstivelse (kan udelades)
1 spsk peanutbutter (kan udelades, men det ville være dumt)

1 banan
1 æg
½ dl mælk, gerne mandelmælk
1 dl. finvalsede havregryn
1 spsk chiafrø (kan udelades)
1 tsk bagepulver
1 nip salt
½ dl blandede nødder

Tænd ovnen på 175 grader.
Smør to ramekiner/små ovnfaste skåle godt med smør eller smagsneutral olie. Fordel blåbærrene i ramekinerne og hæld sirup/honning og evt. majsstivelse over. Vend rundt, så det bliver blandet let sammen. ½ spsk peanutbutter lægges ovenpå bærrene i hver ramekin

I en skål moses banenen grundigt, og æg og mælk blandes i. Herefter blandes havregryn, chiafrø, salt og bagepulver i, og endelig vendes nødderne i. Havregrynsblandingen fordeles over bærrene i skålene, der sættes ind midt i ovnen og bages 20-25 min. til overfladen er gylden og sprød, men midten stadig er blød og saftig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...