Honningmelon-salat med gedeost, radisser og græskarkerner


Jeg synes, det er svært at slå en god vandmelon-salat, når det er sommer (opskriften på min yndlings af slagsen med feta og pinjekerner findes lige her: https://alverdensmad1.blogspot.dk/2017/06/vandmelonsalat-med-feta-rdlg-og.html). Det eneste problem er, at  vandmeloner tit ikke er særligt gode. Så er de grynede og overmodne, eller sært gummi-agtige i konsistensen og ikke saftige nok. Og i de tilfælde er det fint med en god back-up melon-salat, hvor  man kan bruge honning-melon. Denne meget simple salat fungerer i øvrigt rigtig fint som grill-tilbehør.
Honningmelon-salat (tilbehør til 4 pers.)
1 lille honningmelon
8-10 radisser
150 g frisk gedeost (eller feta)
1 stor håndfuld græskarkerner, gerne saltede
En lille håndfuld frisk mynte 
Evt lidt spiselige blomster til pynt (her stedmoderblomster)

Befri melonkødet for kerner og skal og skær den i små tern, der kommes i en skål. Radisserne skæres i små tern og blandes i sammen med græskarkerner. Den friske mynte rives eller hakkes groft og vendes i. Endelig skæres gedeosten i mindre stykker, der blandes i. Opbevares på køl indtil servering. Hæld evt. overskydende saft fra salaten, hvis melonen afgiver meget saft.

Kommentarer

Populære indlæg