Gå videre til hovedindholdet

Cacio e pepe



Aftensmad bliver ikke ret meget nemmere end den italienske spaghetti-ret cacio e pepe, der stort set kun består af spaghetti, peber og ost ("Cacio e pepe" betyder da netop også "ost og peber").

Det er tiltrængt med nemme aftensmåltider, når man har syge børn. Vi har indtil videre (7-9-13, knock on wood) været relativt forskånede over denne vinter, hvor vores to piger slet ikke har været syge hverken nær så ofte eller nær så længe som de foregående vintre. Men helt slippe skulle vi ikke, så nu ligger den yngste inde på sofaen med feberblanke øjne, fjernbetjeningen i hånden og et håndklæde over skulderen, fordi der på det nærmeste tapløber puds ud af øret på hende. 

Det er heldigvis blevet meget nemmere at passe syge børn nu, hvor de er så store, at de selv kan sige, hvor det gør ondt, og hvad de vil have at drikke, osv. Jeg synes, det var forfærdeligt, da de var babyer, og man var oppe med små grådopløste, overtrætte krapyler den halve (og nogle gange hele) nat, uden at kunne spørge dem om, hvor det gjorde ondt eller forklare dem, at det nok skulle gå over igen. 

Hvis andre skulle være ramt af børnesygdom, kan denne ret anbefales som et meget overskueligt og hurtigt alternativ til den pizza, man ellers var kørt ned efter, når sygdommen hærger i hytten. Derudover synes jeg, cacio e pepe smager helt fantastisk med den bløde ostesauce og den skarpe sort peber. Tak til Rom - hvor retten stammer fra - for endnu et hverdags- og "Barnets første sygedags"-madhit. Buon appetito og god bedring!

Cacio e pepe (2 prs.)
200 g god spaghetti
Lidt salt
3 spsk god olivenolie
1 lille spsk hel sort peber i en peberkværn
1 dl revet pecorino +1 dl revet parmesan (eller 2 dl revet pecorino i alt) + lidt ekstra til at drysse med
Evt salt og ekstra peber

Kom olivenolien i en stor pande. Kværn peberet i. Peberet skal helt være groft og friskt kværnet. Varm olivenolie og peber op til middelvarme, og lad peberet blive varmet godt igennem. Tag panden af varmen og stil den til side.

Sæt imens vand med lidt salt over til spaghettien. Brug lidt mindre vand end du normalt ville, så der er ekstra meget stivelse i (stivelsen i vandet skal hjælpe saucen med at samle sig). Når vandet koger, kommes spaghettien i. Rør rundt, så den ikke klistrer sammen. Kog spaghettien to min mindre end angivet på pakken - den skal koge færdig i saucen.

Tag spaghettien af varmen (smid ikke kogevandet ud!), og sæt panden med olie og peber tilbage på komfuret ved middelhøj varme. Kom spaghettien over på panden ved hjælp af en gaffel eller en spaghetti-ske (der må gerne hænge kogevand ved), hæld den revne ost ud over, kom ca. 1½ dl af kogevandet ved, og rør forsigtigt rundt i spaghettien til osten er helt smeltet, og en fin sauce har samlet sig. Kom evt. mere kogevand ved, hvis saucen er for tyk. Smag til med salt om nødvendigt.

Serveres straks med lidt ekstra revet ost og friskkværnet peber (og et godt glas italiensk rødvin selvfølgelig).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)