Gå videre til hovedindholdet

Keralan pandi / Hurtig indisk curry med svinekød og grønne bønner



Mit had til halloween har været knap så indædt i år som de forrige år, så jeg troede, jeg måske var ved at blive lidt blødsødden på mine gamle dage. Men det var egentlig kun indtil jeg så de første supermarkedskataloger med halloween "pynt", for hold nu kæft, så meget grimt skrammel. Jeg ved godt, julen også kan være uæstetisk og mega kommerciel og alt-alt for meget, men halloween bliver for mig bare så helt eksplicit kommercielt forretningsdrevet, og alt det der med at skræmme andre og lave brød, der ligner ulækre afhuggede fingre eller gele, der ligner øjenæbler? Jeg har INGEN humoristisk sans omkring det. Jeg synes bare, det er ulækkert (og spooooky på den dårlige måde). 

 Og hvorfor - spørger jeg eder - er det lige halloween valget skulle falde på, når der er så mange andre langt smukkere og finere fejringer, der finder sted på stort set samme tid?

Tag f.eks. den indiske lysfest diwali, hvor man fejrer nye begyndelser, lysets sejr over mørket og det godes triumf over det onde. I stedet for orange og sorte plastikdimser har de blomster og levende lys - og i stedet for kager der ligner hjerner og edderkopper har de selvfølgelig den lækreste indiske mad.

Divali falder i år d. 27 okt. og varer i fem dage og er jo en oplagt undskyldning for at lave noget indisk mad. 

Keralan pandi er en nem og ikke mindst hurtig indisk curry med svinekød og grønne bønner. Den ender med at have en nærmest sur-sød curry smag og er virkelig smækfuld af netop smag fra de mange krydderier, der gør at man skulle tro, det var en ret, der havde stået og simret en halv dag, men i virkeligheden kan den laves på lige omkring en halv time fra start til slut. Frygt ikke for den lange krydderi-liste: Mange af tingene har de fleste på krydderihylden i forvejen, og udelades en ting eller to, skal det nok ende med at smage godt alligevel. Det er jo curry. 

Ned med halloweeen - glædelig diwali!
Keralan pandi (4 pers.)
4 svinekoteletter
1 spsk stødt gurkemeje
Salt & peber
1 spsk ghee eller smagsneutral olie
1 tsk fennikelfrø
1-2 tsk chilipulver, gerne chipotle chili
2 tsk spidskommen
2 tsk stødt koriander
1 løg
3 fed hvidløg (og nej, mindre kan ikke gøre det)
4-5 cm frisk ingefær
1 ds hakkede tomater
1 ds kokosmælk
1 spsk tamarind pasta (kan købes i etniske butikker - eller udelades. Giver en dejlig syrlig smag)
100 g grønne bønner/haricot vert fra frost, optøede
Evt. en smule maizena til jævning (ikke så klassisk indisk, men altså).

Forslag til tilbehør:
Basmati ris
Frisk koriander, grofthakket
Lime i skiver
Grofthakkede cashewnødder
Frisk chili i tynde skiver
Sød mango chutney
Fladbrød, gerne naan (færdigkøbt eller se opskrift her: https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/03/naan.html).

Instruktioner:
Start med at skære evt. fedt fra koteletterne og skær kødet i strimler der er ca 1 cm tykke og 4-5 cm lange. Kom strimlerne i en skål og vend dem med gurkemeje, salt og peber. Stil til side.

Hak løget, og hak (eller riv) hvidløg og skrællet ingefær fint. 

Varm en stor pande godt op og smelt ghee'en/kom olien heri. Start med at putte fennikelfrø i og steg ved middel varme et minuts tid, til fenniklen dufter dejligt. Kom løg, hvidløg, ingefær, chili, spidskommen og koriander i, og steg videre ved middel varme til løgene er nærmest gennemsigtige og gennemstegte.

Kom herefter hakket tomat og kokosmælk i, og varm op til saucen simrer. Først herefter kommes koteletstrimlerne i. Vend godt rundt, så kødet er helt dækket af sauce og lad simre ca. 10 min. Er saucen herefter meget vandet, kan den jævnes med en smule maizena rørt op i vand. Kom de grønne bønner i og lad de blive varme - 2-3 min.

Smag til med salt og peber og server med ris og alle de andre indiske godter du kan komme i tanke om (se forslag til tilbehør ovenfor.) शुभ दीवाली

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)