Gå videre til hovedindholdet

Oreo eclairs



Ligesom den almindelige tøjmode, så skifter kagemoden også. Nogle kager  - som kanelsnegle og drømmekage - er evige klassikere, mens andre mere synes at komme og gå - såsom moussekager med mirror glaze, macarons og cake pops. 

I den forbindelse kan jeg simpelthen ikke forstå, at der ikke har været en eclair-renæssance, for eclair er simpelthen sådan en dejlig kage, og den kan varieres og pyntes på et utal af måder og vigtigst af alt, så smager den bare så drøngodt! Eclairs burde virkelig få deres egne 15 minutes of fame igen snart.

Mine to piger efterspørger med jævne mellemrum, at vi bager eclairs (eller rettere "De der lange, lækre nogen med creme indeni". Jeg går bare ud fra, at de mener eclairs), og det var efter deres ønske, at vi denne gang lavede eclairs med Oreos. Umiddelbart syntes jeg, det var lidt svært at inkorporere Oreos'ene på en god måde, for for mig SKAL der creme i eclairs, og creme iblandet Oreos synes jeg ikke lyder som et match made in heaven. Mere som creme med irriterende krummer. Så jeg endte med at lave en form for Oreo "cookie butter", (som også en kort overgang var en kage-mode-ting), der kunne smørres under cremen, og det blev, hvis jeg selv skal sige det (og der er jo ikke andre til at gøre det), meget vellykket. 

Eclairs er bedst den dag, de er lavet, hvor dejen er sprød, men de er bestemt også spiselige dagen efter, hvis de opbevares på køl. Hvis man gerne vil lave dem i god tid, før de skal spises, kan man evt. lave vandbakkelserne i god tid, lade dem køle af og så opbevare dem tørt, og så først komme fyld og pynt i og på lige, før de skal spises.

Der er inspiration til andre nemme og lækre eclair-varianter med henholdsvis kaffe, chokolade og hindbær lige her på bloggen: 

Oreo eclairs (6-8 stk)
Vandbakkelser:
80 ml mælk
80 ml vand
75 g smør
Et nip fint salt
1 spsk sukker
100 g hvedemel
2 æg

Oreo cookie butter:
8 Oreo-cookies
2 spsk smagsneutral olie eller kokosolie

Creme:
½ pk vanillecreme pulver
2 dl mælk
1½ dl fløde

Glasur & pynt:
4 spsk flormelis
Lidt kogende vand
Lidt lyserød frugtfarve
Knuste Oreos (kun kiksedelen)
Mini-Oreos

Instruktioner: 
Vandbakkelser:
Bland mel, salt og sukker i en skål.

Hæld vand, mælk og smør i en kasserolle og varm op over middel varme til smørret er smeltet. Bring herefter væsken i kog. Tag kasserolen af varmen, mens du rører mel-blandingen i - hæld det hele i ad én omgang. Sæt kasserolen tilbage over medium varme, mens du rører-rører-rører et par minutter (gerne med en træske), indtil dejen samler sig, slipper siderne på kasserollen og i det hele taget bare ser glat og lækker ud.

Tag nu dejen af varmen, og lad den stå og køle lidt af 5 minutter. Imens røres de to æg sammen i en skål og ovnen sættes til at varme op til 175 grader varmluft.

Rør nu æg i dejen ad flere omgange. Rør godt mellem hver gang, så ægget bliver helt integreret i dejen. Dejen skulle nu gerne være helt glat. Dejen skal stadig være ret fast, og det er ikke sikkert alt ægget skal bruges - jeg fik lidt til overs. 

Kom dejen i en sprøjtepose. Klip et ca. 1 cm stort hul i enden på posen og sprøjt ca. 10 cm lange stænger ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem med god afstand, da de vokser en del. Bag dem i ovnen 35-40 minutter og lad for himlens skyld være med at åbne ovnen de første 15 minutter, da de skrøbelige vandbakkelser ellers kollapser. De skal gerne puffe op, tørre ud og blive hule indeni, så der er god plads til al den lækre fyld.

Når vandbakkelserne er gyldne og bagte tages de ud af ovnen og køler af på en bagerist. Lav et par små huller i siden på dem med en lille skarp kniv, så den varme luft kan slippe ud og ikke får dem til at klaske sammen. 

Lad vandbakkelserne køle helt af, mens fyld og pynt laves.

Oreo cookie butter:
Del Oreos'ene i to og skrab det hvide fyld ud. Knæk kiksene i mindre stykker og kom dem i en skål eller mini-hakker sammen med lidt olie. Blend med en stavblender eller i mini-hakker til kiksene er blevet kørt til en helt glat masse. Tilsæt lidt mere olie, hvis massen er for tør. Massen skal kunne smørres ud på vandbakkelserne, så den skal hverken være for tør eller for flydende.

Creme:
Lav cremen efter instruktionerne på pakken (oftest at blande mælk i og derefter stille på køl 10 minutters tid og pisk igennem igen).
Pisk fløden til en let flødeskum (ikke overpisket). Tag et par skefulde fra til pynt og stil på køl. Resten blandes i cremen, som herefter kommes i en sprøjtepose med en stjernetylle.

Samling af kagerne: 
Skær forsigtigt vandbakkelserne over og smør "underdelene" med Oreo cookie butter. Sprøjt herefter en generøs mængde crem ovenpå. 
Bland flormelis med en smule kogende vand og lidt frugtfarve til en fin glasur. Kom glasuren på eclair toppen og drys straks med lidt knust Oreo kiks. Placer forsigtigt toppene oven på cremen. Pynt med lidt flødeskum og mini Oreo's. 
Opbevares på køl, men bør helst spises samme dag de er lavet.


Kommentarer

  1. Hæhæ! De er skønne! Og ja tak til eclair-renæssance!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!! Ja, vi må gøre vores for at få sat eclair'en på landkortet igen #toughjob #butsomeonesgottadoit :-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i a...