Så ramte vinteren mig for alvor.
Jeg har været snotforkølet og sølle siden i søndags og er først i dag ved at være nogenlunde ovenpå igen. Og som altid, når jeg er syg, tænker jeg på, om jeg selv kunne have gjort noget for at forhindre det. Især tænker jeg på håndhygiejne, og på om jeg mon har fået nok vitaminer.
Så derfor prøver jeg nu at få proppet lidt ekstra vitaminer i hovedet, og det gøres efter min mening nemmest med en smoothie. Denne smoothie giver gode c-vitaminer fra både spinat og ananas og ingefæren giver et dejligt spark til smagen (men kan selvfølgelig udelades).
1 sød moden mango
1 banan
2 tykke skiver ananas
2 store håndfulde spinat
1-2 cm ingefær
3-4 dl kokosvand/kokosdrik
Evt 3-4 isterninger
Skræl mangoen, bananen, ingefæren og ananasen. Skær frugtkødet og ingefæren i mindre stykker og kom det hele i en blender sammen med spinat og kokosdrik og evt. isterninger, hvis du vil have en kold drik. Blend godt igennem i 3-4 minutter til du har en helt glat drik. Drikkes kold eller ved stuetemperatur.
Kommentarer
Send en kommentar