Mørdejs-snitter med bær, streusel og citronglasur



Jeg bor SÅ meget i den helt rigtige by for mig.

Min mand, to piger og jeg har lige været en tur nede i Århus Festuge, og der var bare så god stemning og så mange fine ting at se og gøre og prøve.  Vi startede med at se danseopvisning med masser af megadygtige piger og en enkelt dreng fra "Let's dance" danseskolen i Risskov. Bagefter var vi på skattejagt arrangeret af Børnehøjskolen i Århus. På en af posterne skulle børnene tegne en lille tegning af, hvad der gør dem glade og så hænge tegningen op i et træ. Mens mine piger tegnede (hhv. en is og en sommerfugl) kiggede jeg rundt på alle de fine børnetegninger og blev helt rørt over de ret beskedne ting børnene blev glade over: At spille fodbold, at være sammen med deres familie, at spise en is, at lege med deres venner. Det giver da lidt stof til eftertanke at der ikke skal mere til.

Så fik vi selvfølgelig lidt street food. Der er jo poppet masser af både midlertidige og permanente steder op, og det er superfedt. Jeg har endnu ikke fået dårlig mad på de street food steder jeg har spist

Vi var også en tur oppe på Salling Rooftop - sammen med resten af Århus - og der er bare blevet så fint med fantastisk udsigt og masser af steder at sidde og snakke eller nyde udsigten eller få sig en øl. Der var også gang i et lille jazz-orkester, og stemningen var bare så fin, selvom vi var tæt på at stå som sild i en tønde.

Endelig var vi en tur omkring Godsbanen, som er sådan et fedt sted. Sådan et lille fristed med masser af muligheder, gamle togvogne, farverigt skrammel og kreative mennesker. I like!

Så jeg er endnu en gang blevet bekræftet i, at jeg bor i den - for mig - allerbedste by. Århus, jeg elsker dig!

Og så er der kage!

Mørdejs-snitterne her er inspireret af en tur i sommerferien til en anden dejlig by, nemlig Flensborg. Jeg synes generelt, dansken er bedst til at lave kage, men tysken er nu også helt godt med på den front. Især synes jeg, de har fat i noget helt rigtigt med det der streusel, som er sådan en slags lidt hård mørdejs-knas ovenpå kager, og det holder bare max. Så selvom bær-snitterne her ligger tæt på hindbærsnitten i smag, giver den generøse mængde streusel lige lidt ekstra knas til kagen og så synes jeg, den er noget nemmere at bage end hindbærsnitter. Lecker!!


Bær-snitter med streusel og citronglasur (ca. 12-16 stk.)
Bund
200 g. mel
50 g. mandelmel
50 g. sukker
1 tsk bagepulver
1 tsk kardemomme
150 g. koldt smør
1 æggeblomme

Streusel
100 g mel
100 g. sukker
60 g. smør

Bær
300 g. blandede bær (gerne frosne), her blåbær, brombær og hindbær
1 spsk majsstivelse/maizena
1 spsk sukker
1 spsk frisk citronsaft

Glasur
150 g flormelis
Frisk citronsaft

Bund: Bland mel, mandelmel, sukker, kardemomme og bagepulver i en røreskål. Skær den kolde smør i mindre stykker og smuldr den i melblandingen til det hele ligner brødkrummer. Saml krummerne til en dej med æggeblommen. Saml dejen til en bolle og stil den på køl i husholdningsfilm i ½ time.

Streusel: Bland mel og sukker. Smelt smørret (i mikroovn eller i en kasserolle) og bland det i melblandingen, så der kommer store og små krummer. Stil på køl til det skal bruges.

Bær: Bland bærrene (som gerne må komme direkte fra frost) med sukker, maizena og citronsaft i en skål.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Beklæd et ovnfast fad (ca. 25 x 30 cm) med bagepapir og rul dejen til bunden ud, så den passer i fadet. Tryk den evt. lidt ud, når den forsigtigt er lagt over i fadet. Prik bunden med en gaffel rundt omkring og forbag den i ovnen i 10 min.

Tag bunden ud af ovnen og fordel bærrene jævnt ud over bunden. Drys med streusel ovenpå. Sørg for at der er både små og store streusel-klumper - det er lækrest (se billede herunder).

Bag 30-35 min., men kig til kagen ind i mellem, så den kun bliver gylden og ikke for mørk, for så smager den bittert. 

Lad kagen køle lidt af, og løft den forsigtigt ud af formen ved hjælp af bagepapiret. Lad kagen køle helt af.

Bland flormelis med lidt citronsaft til du har en ikke alt for flydende glasur. Pynt kagen med glasuren - enten ved at hælde med en ske eller med en sprøjtepose.

Skær kagen ud i snitter med en skarp kniv.


Kommentarer

Populære indlæg