Gå videre til hovedindholdet

Socca - sprøde, nemme sydfranske kikærte-pandekager

Pandekager er den bedste mad, hvis du spørger mig - både til søde og salte retter. Det er ligesom at pakke sin mad ind i en lille gave til maven, når man serverer pandekager - og der findes heldigvis en uendelig mængde forskellige slags pandekager: Små, store, tykke, tynde, sprøde, bløde og krydrede.

Socca er en pandekage lavet på vand og kikærtemel og en lille smule olie og er således både vegansk og glutenfri. Opskriften stammer fra Provence, hvor den spises som street food eller som en salt- og krydderdrysset snack sammen med et glas kold rosé eller hvidvin (mais oui!). Den smager mildt og har en blød midte og sprøde knasende kanter og fungerer rigtig fint som madpandekage. Bon appetit, mon ami!

Socca (4 stk)
5 dl koldt vand
1 tsk fint salt
3 spsk god olivenolie
+ olivenolie til stegning
5 dl kikærtemel

Bland vand, salt og olie i en skål. Tilsæt melet og pisk dejen godt igennem, til den er helt glat og uden klumper.

Lad dejen hvile ved stuetemperatur i ½ time.

Tænd ovnen på 250 grader varmluft.

Kom en god sjat olivenolie i en ovnfast pande og hæld 1/4 af dejen i. Stil panden i ovnen 8-12 min., indtil pandekagen er gylden. Læg forsigtigt den færdige pandekage over på en tallerken (de går nemt i stykker) og gentag med den sidste dej, til du har fire pandekager.

Har du ikke en ovnfast pande, kan du sagtens stege socca på en almindelig pande. Den skal steges ved god varme i 5-6 minutter - eller til den er gylden i kanterne - og skal ikke vendes. 

Spis med dit yndlingsfyld - på billedet stegt aubergine og rød peber med lidt labne, frisk koriander og solsikkekerner.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig