Jeg ved ikke, hvor langt man må strejfe væk fra den originale opskrift og stadig kalde dette en tabbouleh?
Den klassiske tabbouleh er en super lækker mellemøstlig salat, som hovedsageligt består af bulgur, tomat, agurk og friske krydderurter. I denne sommerlige udgave er der alle disse ingredienser på nær tomat, men der er også jordbær og haloumi - så måske er betegnelsen taboulleh lidt misvisende. Faktum er, at dette er en skøn, frisk, mættende og meget sommerlig salat, der fungerer godt både som grill tilbehør eller en let frokost. Og så pyt med navnet, ærlig talt.
Tabbouleh med jordbær og haloumi (4-6 personer, som tilbehør)
2 dl bulgur
4 dl bouillon (eller 4 dl vand og 1 bouillonterning)
2 spsk olivenolie
1½ spsk citronsaft
Salt & peber
1 bakke friske jordbær (ca 250 g)
1 pakke halloumi (ca 200 g)
½ agurk
1 lille bundt frisk mynte
1 lille bundt frisk bredbladet persille
Instruktioner:
Kog bulguren i bouillonen efter instruktionerne på pakken (10 min. plejer at kunne gøre det), så de bliver bløde, men stadig med lidt bid og ikke grødede. Dræn bulguren i en si, hvis der er overskydende vand, og lad den afkøle. Kom den i en skål, bland med olie og citronsaft og smag til med salt og peber.
Hak mynte og persille fint og bland i bulguren.
Skræl agurken og fjern de våde kerner i midten. Skær i små tern (ca. 1x1 cm).
Skær halloumien i skiver på ca ½ cm's tykkelse og steg stykkerne på en varm, tør pande til de tager farve og bliver lidt sprøde udenpå. Læg de færdige stykker på en tallerken, og lad dem køle af (stuetemperatur, ikke køleskabskolde).
Rens og skær jordbærerne i kvarte og vend dem i salaten sammen med agurk og halloumi-stykkerne.
Server helst ved stuetemperatur og ikke helt køleskabskold.
Kommentarer
Send en kommentar