Salmagundi er det spøjse navn på en mættende madsalat, hvor man blander... ja, lidt af det hele faktisk. Her er lidt kød, lidt ost, lidt rå og lidt tilberedte grøntsager, æg, oliven og mandler. Det er sådan en salat, man nærmest kan blande hvad som helst i, og derfor er den også supergod til at få ryddet ud i grøntsagsskuffen.
Salaten er et gammelt engelsk koncept, der stammer helt tilbage fra omkring det 17. århundrede (!), hvor man brugte salaten som en form for gæstemad, hvor man kunne imponere med al den overflod af kød og ost og grønt man havde råd til at servere, og det var en ret omfattende ret med flere forskellige typer kød og ost..
Denne opskrift er ikke så dekadent, men til gengæld heller ikke svær overhovedet. Den er en smule tidskrævende, fordi der er mange elementer, men jeg plejer at lave nok til to dage, så det kun er den ene dag, man skal bruge lang tid på den. Sammen med et godt madbrød er salaten rigtig fin som aftensmåltid.
Salmagundi (4 pers)
Salat (blandet salat eller et salathoved i strimler)
4 æg
1 rød, 1 gul og 1 grøn peber
10-12 små tomater
Lidt jomfru olivenolie
Salt & peber
150 g cheddar
1 pk halloumi
1 lille dåse majs
3 dl frosne ærter, optøede
1 pk kyllingepålæg (eller skinke eller andet kød)
2 håndfulde saltede mandler (færdigkøbt eller se opskrift her: https://alverdensmad1.blogspot.com/2017/12/saltede-mandler.html
10-12 store grønne oliven med mandler
Evt. lidt spiselige blomster til pynt
Dressing:
½ dl olivenolie
1/4 dl hvidvinseddike
1 spsk honning
1 spsk grov sennep
Salt & peber
Instruktioner:
Skær tomaterne i halve og peberfrugterne i strimler og vend dem (sammen eller adskilt) i lidt olivenolie og drys med salt og peber. Bag ½ times tid i ovnen ved 150 grader varmluft. Tag ud og lad afkøle.
Kog æggene til de er hårdkogte, ca 12 minutter. Pil dem og skær dem midt over.
Skær halloumien i mindre stykker og steg den sprød på en tør pande. Stil til side.
Skær kød og cheddarost i mindre tern.
Anret salaten så alle delene (ærter, majs, æg, kød, ost, oliven, saltede mandler, peberfrugt og tomater) ligger pænt ved siden af hinanden ovenpå salatbladene.
Bland alle ingredienserne til dressingen godt og smag til med salt og peber og server ved siden af salaten i en lille skål.
Server med lidt godt madbrød.
Kommentarer
Send en kommentar