Gå videre til hovedindholdet

Morgenmadsboller og coconut-jam fra Vanuatu - og et mad-interview


Mine dejlige kolleger (hvoraf mange er omtrent lige så madglade som mig) er meget søde til at spørge til, hvordan det går med bloggen her, og nogle gange byder de også ind med en opskrift fra eksotiske egne. 

Den mest eksotiske opskrift indtil videre har jeg fået af Mie, som fortalte, at hun under en meget, meget, meget regnfuld cykelferie på New Zealand sammen med sin mand, et af de steder de overnattede havde fundet en efterladt bog om ø-gruppen Vanuatu (som jeg med skam at melde aldrig har hørt om før. Dårlig antropolog!), og at de havde aftalt, at dér skulle de hen engang. Og det kom de så også nogle år senere sammen med deres børn. Når man ser billeder derfra, ligner det paradis på jord med blåt hav og hvide sandstrande, men Mie fortæller, at det - ihvertfald på de mindre øer, hvor der ikke kommer så mange turister - nærmest er et u-land, hvor man lever meget primitivt.

Opskriften på bollerne her stammer fra den dame, Mie og hendes familie boede hos på et tidspunkt, og som de hjalp til med at stege over åbent ildsted om morgenen.

Jeg benyttede lejligheden til at lave et lille mad-interview med Mie.


Hvad har været dit bedste måltid nogensinde?
Det er svært at sige, for der har været mange. Men måske var det da vi efter en ferie på Fiji havde ti timer i Hong Kong, hvor vi spiste på en gaderestaurant og fik den mest fantastiske kinesiske te. Jeg drak og drak af det, for det er sådan te - rigtig te - skal smage.

Hvad har så været dit værste?
Det kan jeg nemt fortælle dig! Det var på Kolding Sygehus en nytårsaften, hvor jeg var indlagt med mit barn, der havde RS-virus. Vi var blevet lovet hamburgerryg og kartoffelmos med æblegrød til dessert, og jeg glædede mig, for det er sådan noget mad, jeg bare elsker. Men da det så kom, var det helt forfærdeligt. Hamburgerryggen var fuldstændig tør, og æblegrøden var sådan en gang tapetklister, som det lignede nogen havde tisset i. Det fældede jeg godt nok lige en tåre over. 

Hvad er det mærkeligste du har spist?
Det er nok flagermus. Det fik vi i en gryderet på Vanuatu. 

Har du en madfilosofi?
Vi har en nul sukker politik hjemme hos os, så på den måde er jeg nok lidt en speltmor. Og så skal mad laves med kærlighed. Det behøver ikke at være helt vildt indviklet eller smart. Derfor kan jeg godt lide en kok som Nikolaj Kirk, der laver mad med kærlighed og entusiasme.

Herunder følger opskriften på Cato/morgenmadsboller, som smager dejligt, men mere føles som en dessert end en morgenmadsspise. De er ikke ulig donuts. Og kokosnøddesyltetøjet får nærmest konsistens af karamel med en let smag af kokosnød - så det er nok ikke noget man skal starte alle sine morgener med. Men sjovt at prøve!



Cato (morgenmadsboller  fra Vanuatu) (ca. 20 stk)
2 spsk bagepuvler
2,5 dl vand
2-10 spsk sukker, afhængigt af hvor sødt det skal være
1 tsk salt
Ca. 5 dl. mel
1 klat margerine (eller blødt smør - hvilket man dog ikke bruger på Vanuatu, fordi man ikke har køleskabe)

1 liter smagsfri olie til stegning (f.eks. rapsolie, solsikkeolie, majsolie)

Bland og ælt alle ingredienser pånær olien til en fin og glat dej. Lad hvile 5-10 minutter, og del den så op i ca. 20 stykker. Tril hvert stykke ud til pølser på 10-15 cm. og fold dem som en lille knude (nærmest et lille pælestik). Fold enderne godt ind under bollen. Lad bollerne hvile, mens olien varmer. Olien er varm nok, når lidt mel drysset i gryden, får den til at boble.

Bollerne steges 2-3 stykker ad gangen i gryden et par minutter på hver side, til de er gennemstegte. Forsigtig med den meget varme olie, der godt kan sprøjte lidt. De færdige boller drypper af på et stykke køkkenrulle. 

Spises lune med coconut-jam (opskrift herunder), sort te med mælkepulver og måske lidt støv.
Coconut-jam
1 ds. kokosmælk
100 g. mørk muscovadosukker eller anden mørk sukker
1 knispids salt

Alle ingredienserne hældes i en gryde, røres sammen og varmes op til kogepunktet under omrøring, så det ikke brænder på. Simrer over middelhøj varme til "syltetøjet" tykner. Det tager 20-30 minutter. Rør om ind i mellem og tag evt. en skefuld "jam" op på en tallerken, og lad det afkøle for at se, om det har opnået den rette tykkelse. Det tykner en del ved afkøling.

Hæld på et lille rent sylteglas-dåsetøjsglas. Kan holde sig 2-3 uger på køl.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)