Gå videre til hovedindholdet

Lynhurtig gazpacho med sprøde rugbrødscroutoner - og lidt om en dejlig ferie

Hele forrige uge tilbragte jeg med min familie på Mallorca. Det var min mor, der inviterede i anledning af hendes 70-års fødselsdag, og det var en vidunderlig og tiltrængt ferie, hvor vi ikke lavede andet end at slappe af og spise og spise - og drikke og spise. Så jeg kan ikke prale af at have set en hel masse af øen, men til gengæld har jeg nydt vaskeægte kvalitetstid med familien og den gode spanske mad og drikke. Der er lidt stemningsbilleder fra turen herunder.
Vores fine badebro

Palme i brisen...

Gnaven (eller bare realistisk?) børne mannequin-dukke

Lille hund - stor have

Markedet i Alcudia

Gnaven kat på et varmt stentag
I løbet af ferien fik jeg stort set hver dag til frokost (blandt meget andet) en portion af den skønne spanske suppe gazpacho, som er en kold tomatsuppe. Den er nem at lave selv, men kan være noget tidskrævende, hvis man vælger at gå den traditionelle vej, hvor man skolder og flår tomaterne selv. Desuden synes jeg, det er sjældent, at de tomater, man kan købe her i Danmark, er noget at råbe hurra for, så derfor forsøgte jeg mig med at bruge flåede tomater på dåse - og det smagte fuldt ud lige så godt som de hjemme-flåede (i parentes bemærket købte jeg også kvalitets dåsetomater og ikke de billigste i butikken). På den måde kan man utroligt hurtigt bikse en lækker og svalende gazpacho sammen. Denne version har fået et dansk islæt med rugbrødscroutoner, men man kan selvfølgelig også lave helt traditionelle croutoner af hvidt brød.


Lynhurtig gazpacho med rugbrødscroutoner (2-3 pers.)
2 dåser rigtig god hakket tomat
Krummen fra to skiver brød, gerne surdejsbrød
½ rødløg
½ skrællet agurk
1 fed hvidløg
1 rød peber, stok og frø fjernet
½ dl god olivenolie
1 spsk rødvinseddike (kan udelades)
Salt & peber

2-3 skiver rugbrød
2-3 spsk olivenolie
Salt

Basilikum (jeg har her brugt thai basilikum)
1 gul peber

Hakket tomat, brødkrumme, agurk, rød peber, rødløg, hvidløg, olivenolie og evt. eddike blendes helt glat. Smag til med salt og peber. Hæl i en pæn skål og stil på køl, mens du laver croutonerne.

Skær rugbrøddet i små tern og steg dem i olivenolien over middelhøj varme på en pande til de er helt sprøde, 10-15 minutter. Smag til med salt.

Server den kolde gazpacho med lune, sprøde croutoner, frisk basilikum og gul peber skåret i små tern.  

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...