Lun forårssalat


Asparges og blødkogte æg er en klassisk kombination, og denne dynamiske duo udgør det varme element i denne forårssalat, der er både lækker, nem og hurtig at lave. Rigtig god som en let frokost eller som forret.


Lun forårssalat (2 portioner)
Et bundt asparges
Ekstra jomfru olivenolie
God havsalt
En håndfuld babyspinat
8-10 små tomater
1 avocado
2 æg
Salt & peber

Tænd ovnen på 200 grader. Læg aspargesene i ét lag i et ovnfast fad og dryp lidt olivenolie over og drys med lidt havsalt. Sæt i ovnen og bag 10-12 min til de er sprøde i spidsen og er bløde, men stadig har lidt bid. 

Sæt vand over i en gryde. Når vandet koger, lægges de to æg i og koger 7-8 minutter (10 minutter hvis du vil have hårdkogte æg). Pil æggene og skær dem midt over.

Skær avocado-kødet i skiver, og skær tomaterne over.

Arranger spinaten på tallerkner eller i et fad og læg asparges, tomat, avocado og æg ovenpå. Krydr med salt og peber.

Salaten behøver egentlig ikke en dressing, efter min mening, for både æg, avocado og bagte asparges bidrager med cremethed, men man kan sagtens vende spinaten i en olie-eddike-dressing.

Kommentarer

Populære indlæg