Gå videre til hovedindholdet

Sønderjysk brødtorte/rugbrødslagkage



Dagens kage er en sønderjysk klassiker og er inspireret af, at årets sommerferietur - som nævnt tidligere - gik til Sønderjylland, og på trods af vejrets mildt sagt meget svingende kvalitet denne sommer, havde vi en rigtig dejlig tur med lige dele oplevelser og afslapning. 


Jeg er stor fan af at holde ferie i Danmark, for jeg bliver altid overrasket over så meget, der er at se og opleve i vores bette land, og hvor forskelligartede egnene i Danevang er. Det, jeg især vil huske fra ferien i Sønderjylland, er utroligt fine gamle huse - mange med stråtækte tage, smukke døre og velholdte haver - mange og store kartoffelmarker, mange og imponerende store landbrugsmaskiner på vejene (hvor førerne i øvrigt ikke var blege for at trække godt ind til siden og pære et par vejpæle ned, hvis nogen gerne ville overhale), seriøst store madportioner, virkeligt mange slags kager hos bageren (inkl. mange småkager) og ikke mindst virkeligt flinke mennesker.

Vi boede på Skærbæk Feriecenter i en dejlig, lille men meget velindrettet hytte. Det er et rigtig fint sted med svømmehal/badeland og diverse motionsmuligheder og kreative tilbud. Jeg har det lidt stramt med sådan nogle ferie-resorts, fordi det tit går lige rigeligt "pengemaskine og alt for mange larmende mennesker samlet på ét sted" i den for mig, men Skærbæk Feriecenter var afslappet, ikke overrendt og med et virkeligt flinkt og imødekommende personale.


Herunder er ferien opsummeret i billeder (og jeg har indhentet tilladelse fra mine to piger til at vise dem på billederne. Det går de allerede i en alder af 6 og 8 år meget op i, og det er jo godt at have styr på det mundtlige samtykke).

Rømø
Den uendeligt brede Lakolk strand på Rømø

Ribe

Fin dør i Ribe - bare en af mange!

Smukke, gamle gader

Udsigt fra Domkirken


Tønder og Møgeltønder

Fin dør i Møgeltønder - også én af mange

"Væggene lidt skæve stå, ruderne er ganske små" i Møgeltønder

Tønder

Byhus i Tønder

Også fine døre i Tønder!

De er ikke nærige med maden på Cafe Kridt (eller nogen som helst andre steder)


Flensborg

Markedsdag i Flensborg

Norderstrasse i Flensborg (med sko på tørresnor)


Danfoss Universe

Legeplads

Kæmpe sæbebobler - et stort hit hos Julie!

El-biler - et stort hit hos Emilie!

Jeg synes virkelig, vi fik "gjort" Sønderjylland ret godt på de 6 dage vi var afsted, men en af de ting, vi ikke fik prøvet var det berømmede sønderjyske kaffebord, der traditionelt består af mindst 14 forskellige kager, som deles op i bløde kager, f.eks. kringle og formkager, og hårde kager, som er småkager. En af de kendteste kager, ihvertfald for mit vedkommende, er brødtorten/rugbrødslagkagen, som ikke smager det mindste af rugbrød, men som en saftig lagkage med luftige bunde og smovset fyld. Ovenikøbet er den nem at bage. Et supergodt bage-projekt på en regnvejrsdag som i dag.

Sønderjysk brødtærte/ rugbrødslagkage (ca. 8 pers)
6 æg
100 g sukker
75 g. brun farin
200 g mørkt rugbrød uden kerner og skorper
2 spsk kakao
1 spsk maizena
2 tsk bagepulver
50 g finthakkede hasselnødder

Fyld
2,5 dl piskefløde
5 store spsk god solbærsyltetøj
100 g mørk chokolade

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Læg bagepapir i bunden af en springform, ca. 22 cm i diam.

Del æggene i blommer og hvider i to store skåle. Pisk hvidt sukker og æggeblommer hvide og luftige med en elpisker/piskeris. Tilsæt herefter fintrevet/smuldret rugbrød, farin, kakao, maizena, bagepulver og finthakkede nødder og rør det godt sammen. 

Pisk æggehviderne helt stive, og vend dem forsigtigt i dejen.

Fordel dejen i springformen, og bag kagen midt i ovnen i ca. 30 min. Hold øje med den, så den ikke bliver branket i kanterne.

Lad kagen køle helt af, og del den herefter forsigtigt midt over i to bunde. 

Pisk fløden til blødt skum og bland solbærsyltetøjet i. Hak chokoladen groft. Læg halvdelen af flødeskummet og halvdelen af chokoladen på den nederste bund. LÆg den øverste bund ovenpå og kom resten af flødeskummet på toppen af kagen. Pynt med chokolade og blåbær og evt. spiselige blomster (her kornblomster).

Kagen smager bedst den dag, den er lavet. Velbekomme og mojn!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...