Gå videre til hovedindholdet

Maple sticky buns


Her kommer foreløbigt sidste afsnit i ahornsirup-sagaen (se de første tre dele i de foregående indlæg), og nu bliver det meget, meget snasket!

Forestil dig de blødeste kanelsnegle du nogensinde har fået - og så kom en ordentlig omgang nødder og ekstra snasket sirups-nødde-snask ovenpå. Nogenlunde sådan er en sticky bun. Det er med andre ord ikke mad, der egner sig til en første date, for det er virkelig svært at spise med rene fingre og værdigheden i behold. 

Opskriften herunder er en let omskrevet (samt omregnet til det metriske system) udgave af den sticky bun opskrift, man kan finde på min absolutte yndlings madblog Half Baked Harvest. Find den originale opskrift her (og/eller tjek den fantastiske blog ud): https://www.halfbakedharvest.com/maple-pecan-sticky-buns/
Maple sticky buns (12 stk)
Dej:
100 g smør
2,5 dl mælk
25 g gær
125 g sukker
2 æg
1 tsk kardemomme
½ tsk vanillesukker
Ca 500 g mel + ekstra til udrulning

Fyld:
75 g blødt smør
100 g farin
2 tsk kanel

Topping:
100 g pecannødder
100 g smør
100 g farin
1 dl mælk
1 dl ahornsirup (eller alm. mørk eller lys sirup)

Instruktioner:
Start med dejen.
Smelt smørret i en kasserolle og kom mælken i. Tjek at det højst er lillefinger varmt (lad det ellers afkøle lidt) og opløs så gæren heri. Kom herefter væsken over i en røreskål og rør sukker, kardemomme, vanillesukker og æg ud heri. Start med at komme ca 450 g mel i og rør/ælt dejen sammen (denne dej er nemmest at røre med en køkkenmaskine - sorry). Hvis dejen er meget våd, kommes mere mel i, men dejen skal være blød og ikke for tør/melfyldt, får ellers bliver de færdige boller tørre. Rør/ælt dejen godt igennem og stil den herefter til hævning under et rent klæde i 1½ time.

Rør ingredienserne til fyldet sammen. 

Hak pecannødderne groft. Kom de øvrige ingredienser til toppingen i en kasserolle, lad det koge op og herefter simre i 3-5 minutter.

Slå dejen ned og rul den ud til et rektangel på ca 30x50 cm. Fordel fyldet over hele overfladen (jeg synes, det er nemmest at lægge små klatter fyld ud på dejen og herefter forsigtigt smørre det ud med en kniv eller ske). Rul dejen ret stramt sammen til en pølse og skær pølsen ud i 12 stykker (trim evt. enderne af).

Kom bagepapir i en bageform på ca. 25x35 cm og fordel de grofthakkede pecannødder heri. Hæld forsigtigt den let afkølede topping-blanding herover - sørg for at nødderne stadig er jævnt fordelt. Læg nu forsigtigt dej-sneglene ovenpå nødde-toppingen (3x4 stk). Læg et klæde over og lad efterhæve ½ time. 

Lad imens ovnen varme op til 175 grader varmluft.

Bag sticky buns'ene i 30-40 min til de er netop gennembagte. Tjek dem efter 15-20 min og læg et stykke staniol løst over dem, hvis de er ved at blive for mørke.

Tag dem ud af ovnen og lad dem afkøle 10 min i formen, før der lægges et skærebræt eller lignen over. Det hele vendes om, så bollerne vendes ud med toppingen øverst.

Smager skønnest lune og nybagt og er bedst den dag de er bagt. Kan dog lunes i ovnen dagen efter og være ganske udemærkede.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b...

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og ...