Gå videre til hovedindholdet

Forårs-salat


Min mand har tre brødre, og den ene af dem har en dejlig kæreste, der hedder Louise. Til påskefrokosten for ikke så frygteligt længe siden, havde Louise en salat med, som var så smuk og lækker, at jeg straks måtte bede om opskriften og ikke mindst bringe den videre her på bloggen. Det er en rigtig forårssalat med knas fra asparges, radisser, pærer og glaserede solsikkekerner, cremethed fra den bløde ost (i Louises version med gorgonzola, men her skiftet ud med blød gedeost, fordi jeg lige havde lyst til det) og friskhed fra hindbærrene. Nå ja, og så er der også grønkål som en sund bund under det hele. 

Salaten er mættende nok til at gøre det ud for frokost eller en let aftensmad, men kan også fint bruges som tilbehør.


Forårssalat (som tilbehør: 4 pers.; som frokost: 2 pers.)
Et bundt frisk grønkål
2 pærer, skåret i tynde skiver
½ bundt asparges, nederste del knækket af, skåret i skiver 
5-6 radisser, renset og skåret i tynde skiver
En stor håndfuld hindbær
Blød gedeost (eller gorgonzola), i tynde skiver

2 spsk. god jomfru olivenolie
2 spsk. citronsaft
1 tsk. flydende honning
Salt & peber

1 dl. solsikkekerner
3 spsk. flydende honning

Skyld grønkålen grundigt, tør den og skær eller riv stokken ud af hver grønkålsstængel. Skær eller riv grønkålen i mundrette stykker, og smid den i en skål. Bland olivenolie, citronsaft og honning grundigt sammen til en dressing og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over grønkålen og masér den ind i grønkålen med fingrene (grønkålen bliver blødere og mere spisevenlig efter en gang massage/vridning). 

På en tør pande ristes solsikkekernerne over middelvarme et par minutter. Rør i dem ind i mellem - de skal ikke blive mørke, bare sprøde. Hæld honningen over og rør rundt i blandingen til kernerne er dækket med honning og klistrer godt sammen. Det tager et par minutter. Hæld blandingen til afkøling på et stykke bagepapir. Spred kernerne lidt ud, så de ikke klistrer sammen i en stor klump. 

Anret grønkålen på de tallerkner eller i den skål, salaten skal serveres i. Anret pærer, asparges, radisser, ost og hindbær pænt ovenpå. Slut med at drysse lidt honningglaserede solsikkekerner over salaten. Server med det samme.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...