Gå videre til hovedindholdet

Morgenmadsboller og coconut-jam fra Vanuatu - og et mad-interview


Mine dejlige kolleger (hvoraf mange er omtrent lige så madglade som mig) er meget søde til at spørge til, hvordan det går med bloggen her, og nogle gange byder de også ind med en opskrift fra eksotiske egne. 

Den mest eksotiske opskrift indtil videre har jeg fået af Mie, som fortalte, at hun under en meget, meget, meget regnfuld cykelferie på New Zealand sammen med sin mand, et af de steder de overnattede havde fundet en efterladt bog om ø-gruppen Vanuatu (som jeg med skam at melde aldrig har hørt om før. Dårlig antropolog!), og at de havde aftalt, at dér skulle de hen engang. Og det kom de så også nogle år senere sammen med deres børn. Når man ser billeder derfra, ligner det paradis på jord med blåt hav og hvide sandstrande, men Mie fortæller, at det - ihvertfald på de mindre øer, hvor der ikke kommer så mange turister - nærmest er et u-land, hvor man lever meget primitivt.

Opskriften på bollerne her stammer fra den dame, Mie og hendes familie boede hos på et tidspunkt, og som de hjalp til med at stege over åbent ildsted om morgenen.

Jeg benyttede lejligheden til at lave et lille mad-interview med Mie.


Hvad har været dit bedste måltid nogensinde?
Det er svært at sige, for der har været mange. Men måske var det da vi efter en ferie på Fiji havde ti timer i Hong Kong, hvor vi spiste på en gaderestaurant og fik den mest fantastiske kinesiske te. Jeg drak og drak af det, for det er sådan te - rigtig te - skal smage.

Hvad har så været dit værste?
Det kan jeg nemt fortælle dig! Det var på Kolding Sygehus en nytårsaften, hvor jeg var indlagt med mit barn, der havde RS-virus. Vi var blevet lovet hamburgerryg og kartoffelmos med æblegrød til dessert, og jeg glædede mig, for det er sådan noget mad, jeg bare elsker. Men da det så kom, var det helt forfærdeligt. Hamburgerryggen var fuldstændig tør, og æblegrøden var sådan en gang tapetklister, som det lignede nogen havde tisset i. Det fældede jeg godt nok lige en tåre over. 

Hvad er det mærkeligste du har spist?
Det er nok flagermus. Det fik vi i en gryderet på Vanuatu. 

Har du en madfilosofi?
Vi har en nul sukker politik hjemme hos os, så på den måde er jeg nok lidt en speltmor. Og så skal mad laves med kærlighed. Det behøver ikke at være helt vildt indviklet eller smart. Derfor kan jeg godt lide en kok som Nikolaj Kirk, der laver mad med kærlighed og entusiasme.

Herunder følger opskriften på Cato/morgenmadsboller, som smager dejligt, men mere føles som en dessert end en morgenmadsspise. De er ikke ulig donuts. Og kokosnøddesyltetøjet får nærmest konsistens af karamel med en let smag af kokosnød - så det er nok ikke noget man skal starte alle sine morgener med. Men sjovt at prøve!



Cato (morgenmadsboller  fra Vanuatu) (ca. 20 stk)
2 spsk bagepuvler
2,5 dl vand
2-10 spsk sukker, afhængigt af hvor sødt det skal være
1 tsk salt
Ca. 5 dl. mel
1 klat margerine (eller blødt smør - hvilket man dog ikke bruger på Vanuatu, fordi man ikke har køleskabe)

1 liter smagsfri olie til stegning (f.eks. rapsolie, solsikkeolie, majsolie)

Bland og ælt alle ingredienser pånær olien til en fin og glat dej. Lad hvile 5-10 minutter, og del den så op i ca. 20 stykker. Tril hvert stykke ud til pølser på 10-15 cm. og fold dem som en lille knude (nærmest et lille pælestik). Fold enderne godt ind under bollen. Lad bollerne hvile, mens olien varmer. Olien er varm nok, når lidt mel drysset i gryden, får den til at boble.

Bollerne steges 2-3 stykker ad gangen i gryden et par minutter på hver side, til de er gennemstegte. Forsigtig med den meget varme olie, der godt kan sprøjte lidt. De færdige boller drypper af på et stykke køkkenrulle. 

Spises lune med coconut-jam (opskrift herunder), sort te med mælkepulver og måske lidt støv.
Coconut-jam
1 ds. kokosmælk
100 g. mørk muscovadosukker eller anden mørk sukker
1 knispids salt

Alle ingredienserne hældes i en gryde, røres sammen og varmes op til kogepunktet under omrøring, så det ikke brænder på. Simrer over middelhøj varme til "syltetøjet" tykner. Det tager 20-30 minutter. Rør om ind i mellem og tag evt. en skefuld "jam" op på en tallerken, og lad det afkøle for at se, om det har opnået den rette tykkelse. Det tykner en del ved afkøling.

Hæld på et lille rent sylteglas-dåsetøjsglas. Kan holde sig 2-3 uger på køl.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...