Sidste sommer købte jeg mælkebøttesirup på en gårdbutik, bare fordi jeg syntes, det lød spændende, men det er først for nylig, at det er gået op for mig, at man selvfølgelig kan lave den slags selv. Lige nu bugner vores have af de fine gule blomster, og hvor nogen kategoriserer mælkebøtter som en pest og som ukrudt, vælger jeg at se dem som en pryds- og nytteplante. Så bliver man slet ikke irriteret over dem - vupti!
Siruppen er supernem at lave og er et fint søndagsprojekt, for der skal lige sættes lidt tid af til at plukke og koge. Lok dine børn (eller andre) med ud at finde blomster, for ellers kan det godt tage lidt tid at få plukket mælkebøtter nok. Find endelig et sted uden trafik (=forurende mælkebøtter) og tissende hunde (=ulækre mælkebøtter)!
Siruppen smager mildt og sødt og kan bruges til at hælde over yoghurt, muesli, pandekager og morgengrøden, eller røres i en olie-eddike-dressing. Jeg arbejder lidt på, om den måske kan bruges til at søde en forårs-cocktail, så fortsættelse følger (muligvis). Og så må man kunne bruge de grønne blade i en salat af en art - det bliver der også arbejdet på.
Mælkebøttesirup (1 flaske / ca. ½ liter)
4 dl. kronblade fra mælkebøtter (svarer til ca. 50-60 stk. mælkebøtter)
6 dl. vand
Saft fra 1 citron
2 dl. sukker
1 æble, gerne syrligt
½ tsk atamon (kan udelades)
Pluk mælkebøtterne et sted uden biler og tissende hunde - så behøver du ikke skylde dem. Pluk dem gerne i en si, slå sien mod noget hårdt og vendt et par minutter til eventuelle små dyr er kravlet ud.
Pluk kronbladene af blomsterne og put dem i en skål (stænglen og de grønne blade er ikke giftige, men bitre). Hæld vand over blomsterne og kog op. Skru ned eller sluk for varmen, og lad blomsterne stå og trække i vandet mindst ½ time - gerne længere. (På nuværende tidspunkt i processen følte jeg mig meget som en fem-årig, der havde puttet blomster og ler og sten i en gryde og legede madlavning. Det føltes lidt usandsynligt, at det der blomsterblads-bad nogensinde skulle blive til noget spiseligt - men det gjorde det).
Si bladene fra vandet. Det er vandet vi vil gemme (!), så det hældes ned i en skål og IKKE ud i vasken. Blomsterne smides ud, gryden rengøres og mælkebøttevandet hældes tilbage i sammen med citronsaft, sukker og et æble, uden kernehus, skrællet og skåret i stykker. Sæt gryden over varmen igen, varm op til kogepunktet, og lad simre over middel varme ca. ½-1 time (jo længere kogetid, jo tykkere sirup).
Siruppen afkøles let, atamon tilsættes evt., og siruppen hældes på glas eller flaske.
Kommentarer
Send en kommentar