Gå videre til hovedindholdet

Apple pie med karamel



Lige for tiden farer jeg land og rige rundt (okay, det er mest midt- og nordjylland, men det føles som land og rige. Måske fordi jeg bruger offentlige transportmidler?) og laver et-og to-dages-feltarbejde. Det har lært mig to ting: 1) Hvor er det bare et smukt land vi bor i. Man glemmer tit, hvor forskellige egnene i Danmark er. Man skal ikke ret langt væk fra sin egen bopæl, før landskabet ændrer sig. Ikke voldsomt meget - bare nok til, at man bemærker det. Og 2) Hvor er jeg glad for min familie og min hverdag. Selvom jeg kun er afsted 24-48 timer, er det nok til, at jeg savner mine unger og min mand en lille smule. Og det må jo være tegn på, at man har det godt med dem i hverdagen, ikke?

Efteråret er æbletid, og udover at det er skønt at sætte tænderne i et saftigt og sprødt æble, så er æbler også helt geniale i bagværk. Dét er noget amerikanerne har fattet med deres all american apple pie. Denne opskrift på apple pie er meget klassisk med det eneste lille twist, at der er tilsat lidt karamelsovs, hvilket gør tærten ekstra snasket og giver endnu mere dybde i smagen. Den er gode både lun og kold. Den er bare god, punktum:-)

Apple pie med karamel (8-10 pers)
Dej:
300 g mel
2 spsk sukker
225 g koldt smør skåret i mindre stykker
6-8 spsk iskoldt vand
Fyld:
5 ikke-for-syrlige æbler
2 spsk frisk citronsaft
½ dl sukker
½ dl brun farin
1 spsk mel
2 tsk kanel
25 g smør +  ekstra til tærteformen
3 spsk dulce de leche eller anden karamelsovs
1 æg
Perlesukker

Herudover:
Vanilleis
Karamelsauce

Start med dejen. Bland mel og sukker. Smuldr herefter smørret i melet til det minder om grov rasp. Saml dejen med lidt vand. Tilsæt kun så meget vand, at dejen lige kan samles. Dejen skal ikke æltes, men bare samles så hurtigt det er menneskeligt muligt. 


Del dejen i to lige store dele, gør dem flade og runde. Pak hver del ind i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet mindst 1 time, og evt. natten over.

Skræl æblerne og fjerne kernehusene. Skær æblerne i tynde skiver og kom dem i en skål. Hæld citronsaften over, og vend æblerne rundt, så de alle bliver dækket. I en anden skål blandes de to slags sukker, mel og kanel. Blandingen hældes over æblerne og igen vendes de rundt, så æblerne alle er helt dækkede af sukker blandingen. Lad stå og trække mens du ruller dejen ud.


Smør en tærteform på ca. 26 cm i diameter, og tænd ovnen på 190 grader varmluft.

Tag dejen ud af køleskabet og rul hver halvdel ud på et meldækket bord, så den passer til tærteformen. Dejen skal ikke være mere end 2-3 mm i tykkelsen. Den er ret porør, så sørg for at have lidt mel under og evt. på den, og flyt lidt rundt på den, så den ikke "gror fast" i bordet. "Underdelen" skal være lidt større end "overdelen", da den også skal dække siderne.

Flyt forsigtigt "underdelen" over i tærteformen og pres den forsigtigt op så den dækker formen helt op til kanten. Skær overskydende dej af. Kom æblerne i og læg dem, så de ligger rimeligt lige/fladt. Skær smørret i små stykker og fordel over æblerne. Dryp med karamel-saucen over æblerne. 

Lav huller i "overdels-dejen" med to små glas i forskellig størrelse - eller lav anden pynt. Sørg dog for, at der er et par huller i dejen, så tærten kan ånde. 

Sæt tærten ind midt i ovnen og bag i 30-35 min. Kig til den efter 20 min. og dæk den med stanniol, hvis det ser ud til, den er ved at blive for mørk.

Lad tærten afkøle lidt, før du skærer i den. Server med is og endnu mere karamelsauce.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...