Gå videre til hovedindholdet

Triple-green greenie - og en boganmeldelse

Nu er mørket for alvor begyndt at sætte ind om morgenen og aftenen, og for at forebygge præ-vinter depression er man (hvis man er mig) nødt til at 1) spise godt og 2) læse nogle gode og tykke bøger. Jeg er lige blevet færdig med den canadiske forfatter Margaret Atwoods seneste bog "The heart goes last" (jeg kan ikke lige se, at den er oversat til dansk, men den er nemt læst på engelsk og ellers er en dansk oversættelse sikkert lige på trapperne). Jeg har været stor Atwood-fan, siden jeg som ung, letpåvirkelig teenanger læste "Cat's Eye" - en fantastisk velskrevet roman om et kompliceret venskab mellem to teenagepiger. Især Atwoods romaner "The Handmaid's Tale" og "The Blind Assassin" er favoritter, men mange af hendes novellesamlinger er også fantastiske, og jeg har altid kæmpe forventninger, når jeg går igang med en Atwood-bog.

"The heart goes last" følger parret Stan og Charmaine i en nær fremtid i USA, efter et totalt socialt  og økonomisk sammenbrud. I starten af bogen har de begge mistet deres job og er derfor tvunget til at bo i deres bil i konstant frygt for hærgende bander. De springer derfor straks til, da de får mulighed for at blive en del af Positron projektet. Projektet lover alle et arbejde og et hus at bo i, men (for selvfølgelig er der et men) når man først er inde, kan man ikke komme ud igen. Og så tror jeg ikke, jeg skal afsløre mere. Måske blot, at hvis noget virker for godt til at være sandt i en Atwood bog, så er det, fordi det er det.

"The heart goes last" er bestemt en underholdende og tankevækkende bog, men den kommer slet ikke ind under huden på mig på samme måde som nogle af Atwoods tidligere bøger. Stan og Charmaine er sympatiske figurer, og en dystopisk fremtid virker som en temmelig relevant ting at udforske i en roman. Men det hele kører ligesom af sporet og bliver mere fjollet end farligt, og bogen går ikke rigtigt i dybden med de ellers ret interessante emner, den bringer på banen (Hvad er fri vilje? Skal man opgive sin frihed for tryghed?). Når det er sagt, kan bogen alligevel anbefales, for som altid med Atwood er alting enormt velskrevet, og jeg var godt underholdt bogen igennem. 

Dagens ret er også god her i efterårsmørket: Det er en grøn smoothie/greenie fuld af gode vitaminer til at modstå alle de forkølelses-baktusser, der er begyndt at drøne rundt i luften. Derudover smager den godt og er ret mættende. Et fint, grønt mellemmåltid.
Triple green greenie (1 stk)
3 dl mandelmælk
1 moden avocado
2-3 bukketter frossen broccoli (ca. 25 g)
1 frossen banan i stykker
25 g frossen spinat (eller grønkål)
2 dadler uden sten (kan udelades for en mindre sød greenie)

Topping:
Chia frø
Afskallede hampefrø

Kom alle ingredienser i en blender og blend godt. Tilsæt mere mandelmælk, hvis du ønsker en mere flydende greenie. Hvis du føler dig ekstra sund, kan du toppe af med et drys chiafrø og hampefrø.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...