Gå videre til hovedindholdet

Forårsfocaccia med ramsløg, mælkebøtter og andet godt fra grøftekanten



Det sker ikke sjældent, at jeg bliver helt forelsket i nogle af de mange madtrends, der florerer på Instagram, og senest har jeg set mig lun på nogle fine focaccia-brød pyntet som blomsterhaver med alverdens grøntsager (prøv at google "flower focaccia" og se nogle skønheder, der dukker op). 

Men selvom de er virkeligt fine, havde jeg mere lyst til at lave noget lidt mere rustikt og grøftekants-agtigt. Ikke mindst efter jeg sidste år var til en fødselsdag (kan I huske dengang, man bare kunne tage til en fødselsdag med andre mennesker uden at tænke over det som noget særligt?), hvor vi var på sanke-tur i Ormslev og fandt guld i grøftekanten i form al alskens vilde bær, krydderurter og planter. Vi blev guidet af en dygtig, ung kvinde ved navn Stephanie aka http://snilde.dk/ (skøn blog!). Jeg var helt blæst bagover af alle de spiselige ting i naturens spisekammer (og så enkelte ting man SLET ikke skal indtage).

Som pynt og smagsgiver brugte jeg det, vi havde i haven: Lidt ramsløg, lidt mælkebøtter (som vi har maaaaaange af!) og lidt spæde blade fra krydderurtebedet: Timian, rosmarin og oregano stak næsen frem. Det hele smager fantastisk på en focaccia! Men man skal endelig bruge hvad man har og kan få fat i. Hvis man synes det bliver for meget stangen tænder med alle de krydderier og ukrudt, når man skal spise brødet, kan man sagtens tage dem af efter bagningen. De når alligevel at afgive dejlig smag! Focacciaen kan spises som brydebrød, præcis som det er, eller kan dyppes i en god olivenolie og lidt flagesalt. Eller hvis man ikke kan få nok krydderurter, kan man lave ramsløgspesto og dyppe den i (se opskrift her: https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/04/ramslgspesto.html).

Afslutningsvist er jeg nødt til at nævne, at mine piger synes det her brød smager helt fantastisk og skal holdes i kort snor for ikke at spise det hele - og de er meget kritiske (og kræsne!!), så det føles lidt som at få en Michelin stjerne, når de kan lide eller endda roser ens mad. Brødet her bliver da også blødt og luftigt med en sej skorpe og masser af skøn smag fra krydderurterne (og godt med flagesalt) - mums, mums, mums!


Forårsfocaccia
Dej:
4 dl lunkent vand
12 g gær (1/4 pakke)
1 tsk sukker
1½ tsk fint salt
450 g tipo 00 mel/pizzamel

Drys/pynt:

Olivenolie
Flagesalt
Friske ramsløg (blade og blomster)
Friske mælkebøtter (blade og blomster)
Rødløg i tynde skiver
Små marguerit-blomster
Friske krydderurter (f.eks. oregano, timian)
Nigellefrø/Jomfru i det grønne

Instruktioner
Hæld vandet i en stor skål og opløs gæren heri. Tilsæt mel, sukker og salt og rør rundt med hånden i et minuts tid til dejen er glat og lækker. Dejen er meget klistret på dette tidspunkt. Dæk skålen til med husholdningsfilm, og lad dejen stå lunt og hæve i 30 minutter. 

Tag husholdningsfilmen af skålen og læg det til side (det skal bruges igen). Nu skal dejen foldes. Tænk på skålen/dejen som havende fire sider. Gnid lidt olivenolie på hænderne og løft/stræk med fingrene, dejen godt op i den første side og fold dejen ind over midten. Vend skålen en kvart omgang og gør det samme ved den anden side: Løft/stræk dejen forsigtigt op, så langt den kan komme uden at gå i stykker, og fold den ind over sig selv. Gør det samme med de sidste to sider. Til sidst vendes hele dejen en omgang, så den så at sige ligger med bunden i vejret. Dæk til med husholdningsfilm igen og lad stå 20 minutter.

Gentag nu samme procedure igen: Fold dejen ind over sig selv fire gange og vend derefter bunden i vejret på den igen. Dæk til og lad hæve endnu 20 minutter.

Tænd ovnen på 250 grader varmluft. Beklæd et ovnfast fad på ca 20x30 cm med bagepapir og kom forsigtigt dejen heri, uden at ødelægge for mange luftbobler (alternativt kan dejen kommes direkte på bagepapir på en bageplade, hvilket giver et endnu mere rustikt udseende brød). Lad dejen efterhæve 10-15 minutter, mens ovnen varmer godt op. 

Kom lidt olivenolie på fingrene og pres huler med fingrene flere steder i dejen og hæld en lille smule ekstra olie ud over (2-3 spsk). Pynt herefter med de valgte krydderurter, løg og blomster - hold lidt tilbage, som kan bruges til ekstra pynt efterfølgende. Drys med flagesalt og nigellafrø.

Bag nu brødet 15-20 min. Brødet skal være netop gennembagt og må gerne tage lidt farve, men hold godt øje med, at det ikke bliver for mørkt.

Tag brødet ud og lad det køle lidt af i formen. Det er godt både lunt og afkølet. Pynt evt. med lidt flere friske blomster og krydderurter. Brødet er bedst den dag det er bagt og dagen efter. Kan fint fryses og lunes igen i ovnen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Saftige rabarber-snitter med sprød crumble

Jamen, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive andet end at det her er en virkelig god kage med en sød og saftig sandkage-agtig bund, syrligt-søde raberber i midten, toppet af med en gang sprøde mandler og crumble. Den er nem at bage, men kræver lidt opvask, da man skal bruge en del skåle undervejs. Men det er vist også det eneste negative, jeg kan finde på at sige om denne forårs-lækkerbisken. Saftige rabarber-snitter med sprød crumble  (ca 12 stk) Rabarber-fyld 4 stængler rabarber 50 g sukker 2 tsk maizena Crumble 75 g sukker 75 g mel 1 tsk vanillesukker 75 g smør Lidt mandelflager Dej 100 g creme fraiche 1 æg 1 æggeblomme 1 tsk vanille sukker ½ tsk kardemomme 150 g mel 100 g sukker ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 100 g smeltet smør Instruktioner Tænd ovnen på 175 g varmluft og lad varme op, mens du laver kagen. Rens og skær rabarberne i 1 cm små stykker. Bland dem godt med sukker og maizena i en skål og sæt

Okonomiyaki / Japanske pandekager med spidskål og gulerødder

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive her på bloggen for tiden. Her på vores lille stikvej, hvorfra min verden går, er der solskin, der er stille - når der ikke lige er børn, der leger i haverne - og på trods af nattefrosten er der forårsblomster, der titter frem rundt omkring. Det står i fuldstændig og virkelig mærkelig kontrast til den krise, der foregår lige nu rundt omkring i hele verden. Og de dramaer på liv og død, som må være endnu mere aktuelle end normalt på alverdens sygehuse. Også Skejby Sygehus, der ligger bare et par kilometer fra, hvor vi bor, og som jeg kan kigge over på på min daglige gåtur.  Så hvad gør man?? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver hjemme og holder afstand og vasker mine hænder og og prøver at holde humøret oppe og venter og håber og tror på det bedste. Og fodrer min familie, for hvad kan man ellers gøre? Dagens opskrift er på okonomiyaki (åh, det er et dejligt ord at sige), der er en form for japanske madpandekager, som i al si

Broccoli-salat med peanuts og tranebær - og en boganbefaling

Broccolisalat er måske ikke specielt julet, men det er ikke desto mindre en helt fantastisk salat, der passer rigtig fint til mange forskellige jule-retter. Faktisk synes jeg, det er så god en salat, at den kan udgøre et helt måltid i sig selv. Normalt laves den med solsikkekerner og rosiner, hvilket smager rigtig godt, men jeg synes, salaten bliver endnu bedre - og måske også lidt mere julet - med peanuts og tranebær. Og så har jeg læst en bog igen! Oh yes. Denne gang er det bogen "Euphoria" af Lily King. Historien foregår hovedsageligt i 1933, hvor man følger de tre antropologer Nell, Bankson og Fen (figurer der er løseligt baseret på real- life antropologerne Margaret Mead, Gregory Bateson og Reo Fortune) på deres årelange feltarbejde blandt forskellige stammer i Ny Guinea. Nell er en kontroversiel og berømt amerikansk antropolog, og Fen hendes opfarende ægtemand, som misunder hende hendes store succes. De to får selskab af englænderen Bankson, der hurtigt b