Gå videre til hovedindholdet

Græskar-hummus med sprød salat


Hummus er en gude-spise. Cremet og fuld af smag. Derfor er det også rart at kunne variere sin hummus lidt engang i mellem, og her kommer derfor en opskrift på en vaskeægte efterårshummus med græskar toppet med en knasende sprød salat. En nem og dejlig snack, frokost eller let aftensmad.
Tak til Emilie for at være hånd-model, selvom hun bestemt ikke ville smage!
Græskar-hummus med sprød salat (1 ordentlig portion!)
Græskar hummus
1 lille hokkaido græskar
1 ds. kikærter
4-5 spsk tahin
3-4 spsk frisk citronsaft
1 fed hvidløg
Salt
½-1½ dl. koldt vand

Sprød salat
½ rødt spidskål
2 tomater
½ agurk
½ eller 1 lille rødløg
5 spsk god olivenolie
3 spsk hvidvinseddike
1 tsk sukker
1 tsk salt
1 håndfuld pinjekerner
1 lille bundt persille

Herudover:
Fladbrød

Til hummussen:
Tænd ovnen på 180 gradr varmluft. Skær græskarret i 6-8 både og fjern alle græskarkernerne (kan evt. renses, ristes og saltes og bruges i salaten). Læg stykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag midt i ovnen ca. 15 min eller indtil græskarkødet er blødt og gennembagt. Tag ud af ovnen og lad køle lidt af.

Imens blendes resten af ingredienserne til hummussen grundigt i en blender eller i en skål med en stavblender til det er en helt glat masse.

Skrab det bløde græskarkød af skallen og kom det i hummussen. Blend igen til massen er helt glat. Kom evt. mere vand i, hvis hummussen ikke er blød nok. Smag til med salt og evt. mere citronsaft.

Til den sprøde salat:
Snit kålen og rødløg fint, og skær agurk og tomat i små tern. Bland det hele i en skål. Ryst eller pisk olie, eddike, sukker og salt sammen til en dressing, smag den til og hæld den over salaten.

Server den sprøde salat ovenpå hummussen og drys med ristede pinjekerner og grofthakket persille. Server med lunt fladbrød.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...