Gå videre til hovedindholdet

Cruffins med blåbær




Cruffins! En nem croissant eller en besværlig muffin?

En cruffin er i bund og grund en croissant bagt i en muffin-form. Selvom man umiddelbart skulle tro, at det var en amerikansk opfindelse, stammer de oprindeligt (ifølge Wikipedia) fra Australien. 

Cruffins udmærker sig i mine øjne ved at være væsentligt nemmere at bage end croissanter, hvor dejen skal foldes og hvile og køles ned igen og igen, og hvor man i det hele taget skal være hysterisk nøjagtig under hele processen. Cruffins er - indrømmet - noget mere besværlige end de muffins, de næsten deler navn med, men de er ikke svære at lave, de er mindre tidskrævende end croissanter, og man behøver ikke i samme grad at være så forsigtig igennem hele processen. Og så ser de så fine ud og smager virkelig skønt! I opskriften herunder har jeg illustreret hele processen med billeder, men hvis man søger på "cruffins" på Youtube, ligger der også flere gode videoer, der viser, hvordan man laver sådan nogle banditter. 

Spis dem som de er (gerne lune fra ovnen) eller drysset med lidt flormelis. Eller skær dem over og fyld dem med syltetøj eller creme eller is eller... 

Hvis man har mod på det, kan man lave en stor portion cruffins, for de kan fint fryses og derefter tøes op i ovnen ved ikke for hård varme (ca. 125 grader).


Cruffins med blåbær (12 stk)
25 g gær
3 dl lunkent vand
400 g mel + ekstra til udrulning
1 tsk fint salt
50 g smør, rumtemperatur 
+200 g smør, rumtemperatur

1 æg
2 tsk sukker
125 g friske blåbær
Evt lidt flormelis til drys

Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det kan blive blødt!

Opløs gæret i vandet. Tilsæt salt og det meste af melet. Kør dejen på en røremaskine i ca. 3 min. Dejen skal være ret fast. Hvis den slet ikke kan hænge sammen, tilsættes lidt mere vand. Tilsæt de 50 g smør ad flere omgange til smørret er helt optaget i dejen og rør herefter i 10 min. på røremaskinen.

Lad dejen hæve overdækket og lunt i 1 time.

Tag dejen ud på køkkenbordet og del den i 6 dele, som rulles til boller og dækkes til med et rent viskestykke.

Rul nu en ad gangen hver bolle meget tyndt ud. Dejen skal være ca. 10 cm x 50 cm (se herunder). Brug så lidt mel som muligt til udrulningen, mens du stadig sikrer dig, at dejen ikke hænger fast i bordet.
Del de 200 g smør op i 6 dele, og fordel 1/6 af den nu helt bløde (men ikke smeltede!) smør på dejen.
Fordel med fingrene smørret ud over hele dejen. Vær forsigtig så den tynde dej ikke sprækker.
Rul dejen ret stramt sammen til en lille, tyk pølse.

Rul pølsen så den bliver ca 20 cm lang og skær den forsigtigt midt over med en skarp kniv.
Sno hver halvdel sammen omkring sig selv til en slags halvknude (se herunder), som placeres i hver sin muffinform. Muffinformen behøver ikke at være smurt, da der er så meget smør i cruffins'ene. Fortsæt på samme måde med resten af bollerne.
Lad cruffins'ene hæve (gerne et køligt sted; dog ikke i køleskabet) med et klæde over til de er næsten dobbelt størrelse, omkring 1½ time.

Varm ovnen op til 175 grader varmluft.

Pisk ægget let sammen og pensl hver cruffin let med æg, drys med lidt sukker og nogle blåbær.

Bages midt i ovnen i 20-25 min til de er sprøde og færdigbagte.

Lad dem afkøle let i ovnen, inden de tages ud af formen. Drys evt. med lidt flormelis.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...