Gå videre til hovedindholdet

Pasta med avocado-pesto, bagte tomater og pinjekerner


Aaahrmen, er der ingen ende på de lækre retter italienerne kan finde på? Som om pesto i sig selv ikke er godt nok, så har nogen også fundet på at putte blød og cremet avocado i i stedet for olivenolie. Pestoen her er derfor ikke nær så grynet og fedtet som almindelig pesto og så behøver man ikke at være så nervøs for at smile bagefter, fordi der ikke er nær så meget, der kan sætte sig fast i ens tænder (og alt dette er ikke for at bad mouthe almindelig pesto, som jo smager fremragende, men bare for at fremhæve avocado-pestoens fortræffeligheder).

Jeg smagte første gang denne utroligt nemme og lækre ret under en veninde-weekend i København, og en ret er jo bare ekstra god, hvis den også indeholder en lille nostalgisk dimension - og det gør denne ret i dén grad for mig.


Pasta med avocado-pesto, bagte tomater og pinjekerner (2 pers.)

200 g. pasta

Avocado-pesto
2 perfekt modne avocadoer
En stor håndfuld frisk basilikum
1-2 fed hvidløg
Saft af ½ citron
Evt lidt kogevand fra pastaen
Salt & peber

50 g pinjekerner

250 g cherrytomater
Lidt god olivenolie
Salt og peber

Parmesan

Tænd ovnen på 150 grader. Skær tomaterne over, læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, dryp med lidt olivenolie og krydr med salt og peber. Sæt ind midt i ovnen ½ time.

Rist pinjekernerne på en tør, varm pande et par minutter. Ryst panden undervejs og pas godt på, at kernerne ikke brænder på - de skal bare have en anelse farve.

Kog pastaen efter anvisningerne på pakken. 

Blend alle ingredienserne til avocado-pestoen. Put evt. lidt af kogevandet fra pastaen i, hvis pestoen bliver for fast.

Dræn vandet fra pastaen og vend pestoen i. Server med tomater, pinjekerner og lidt revet parmesan.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig