Gå videre til hovedindholdet

Triple-green greenie - og en boganmeldelse

Nu er mørket for alvor begyndt at sætte ind om morgenen og aftenen, og for at forebygge præ-vinter depression er man (hvis man er mig) nødt til at 1) spise godt og 2) læse nogle gode og tykke bøger. Jeg er lige blevet færdig med den canadiske forfatter Margaret Atwoods seneste bog "The heart goes last" (jeg kan ikke lige se, at den er oversat til dansk, men den er nemt læst på engelsk og ellers er en dansk oversættelse sikkert lige på trapperne). Jeg har været stor Atwood-fan, siden jeg som ung, letpåvirkelig teenanger læste "Cat's Eye" - en fantastisk velskrevet roman om et kompliceret venskab mellem to teenagepiger. Især Atwoods romaner "The Handmaid's Tale" og "The Blind Assassin" er favoritter, men mange af hendes novellesamlinger er også fantastiske, og jeg har altid kæmpe forventninger, når jeg går igang med en Atwood-bog.

"The heart goes last" følger parret Stan og Charmaine i en nær fremtid i USA, efter et totalt socialt  og økonomisk sammenbrud. I starten af bogen har de begge mistet deres job og er derfor tvunget til at bo i deres bil i konstant frygt for hærgende bander. De springer derfor straks til, da de får mulighed for at blive en del af Positron projektet. Projektet lover alle et arbejde og et hus at bo i, men (for selvfølgelig er der et men) når man først er inde, kan man ikke komme ud igen. Og så tror jeg ikke, jeg skal afsløre mere. Måske blot, at hvis noget virker for godt til at være sandt i en Atwood bog, så er det, fordi det er det.

"The heart goes last" er bestemt en underholdende og tankevækkende bog, men den kommer slet ikke ind under huden på mig på samme måde som nogle af Atwoods tidligere bøger. Stan og Charmaine er sympatiske figurer, og en dystopisk fremtid virker som en temmelig relevant ting at udforske i en roman. Men det hele kører ligesom af sporet og bliver mere fjollet end farligt, og bogen går ikke rigtigt i dybden med de ellers ret interessante emner, den bringer på banen (Hvad er fri vilje? Skal man opgive sin frihed for tryghed?). Når det er sagt, kan bogen alligevel anbefales, for som altid med Atwood er alting enormt velskrevet, og jeg var godt underholdt bogen igennem. 

Dagens ret er også god her i efterårsmørket: Det er en grøn smoothie/greenie fuld af gode vitaminer til at modstå alle de forkølelses-baktusser, der er begyndt at drøne rundt i luften. Derudover smager den godt og er ret mættende. Et fint, grønt mellemmåltid.
Triple green greenie (1 stk)
3 dl mandelmælk
1 moden avocado
2-3 bukketter frossen broccoli (ca. 25 g)
1 frossen banan i stykker
25 g frossen spinat (eller grønkål)
2 dadler uden sten (kan udelades for en mindre sød greenie)

Topping:
Chia frø
Afskallede hampefrø

Kom alle ingredienser i en blender og blend godt. Tilsæt mere mandelmælk, hvis du ønsker en mere flydende greenie. Hvis du føler dig ekstra sund, kan du toppe af med et drys chiafrø og hampefrø.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Lyserøde djævleæg med bacon

Jeg har gennem mit liv set alt for mange amerikanske serier af svingende kvalitet, og derfor er jeg også blevet nysgerrig på alle de sjove former for mad og madtraditioner, de viser eller henviser til i serierne. Jeg kan især huske, at jeg i lang, lang tid havde meget lyst til at smage eggnog - og endte med at lave det selv (lige her :  https://alverdensmad1.blogspot.com/2016/12/eggnog.html ) og cobb salad, som jeg også endte med at lave en variation af selv (lige her:  https://alverdensmad1.blogspot.com/2018/05/cobb-salad-med-jordbr-og-blue-cheese.html ). Jeg kunne også godt tænke mig at lave (og smage!) en rigtig thanksgiving middag, men det må vente, til det bliver vinter igen om lang, lang tid. Men devilled eggs er endnu en ret i den lange række af amerikanske retter, jeg har haft lyst til at prøve. Da jeg så forleden så et billede af en variant, der var lyserød i kanterne, blev jeg bare nødt til at prøve dem.  De smager rigtig dejligt, og man behøver bestemt ikke a

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egentlig

Forårstærte med asparges, små kartofler og brie

Dette er officielt min nye yndlings forårstærte! Den er fuld af gode sager som asparges, små kartofler og pinjekerner og har en dejlig grov og sprød fuldkornsbund, men det er ikke (kun) det, der gør den så vidunderlig. Hemmeligheden er brie! Skøn, fed, smagfuld brie, der gemmer sig nede i tærten og bare får det hele til at gå op i en højere enhed. Man kommer tit alle mulige andre former for oste i eller ovenpå en tærte - hytteost, revet ost eller feta for eksempel - men  brie, som jeg ellers elsker, har jeg ikke prøvet i en tærte før. Efter at have prøvet det, kan jeg kun give det min allervarmeste anbefaling. It really ties the pie together, som de ville have sagt i The Big Lebowski. Tærten passer desuden bare så fint på påskefrokost-buffet-bordet. Den smager godt både nybagt (selvfølgelig), men også kold eller gen-opvarmet dagen derpå, så der er ingen madspild her. It's all good:-) Forårstærte med asparges, små kartofler og brie (6 pers)