Små sukkerkringler


Flere småkager!

Jeg har bagt virkeligt mange jule-småkager i år - men der har også været mange lejligheder at bage til: Fødselsdag, juleafslutning med mine kolleger, juleaften og juledagene.

Disse små sukkerkringler er super-retro-agtige og smager af sprød mørdej og knaser af sukker. Hvis man har en kringle-form, er de hurtige at lave, men man kan selvfølgelig også trille kringlerne selv - eller bruge en anden udstikker.
Små sukkerkringer (ca. 30 stk)
2 dl mel
½ dl kartoffelmel
½ dl flormelis
100 g. koldt smør
½ tsk vanillesukker
1 æggeblomme

Pynt:
Perlesukker (her den svenske variant)
1 æggehvide

Bland mel, kartoffelmel, flormelis og vanillesukker i en skål. Skær den kolde smør i mindre stykker og gnid den ud i melet til det minder om rasp og der ikke er nogen smørklumper tilbage. Saml dejen med æggeblommen (gem endelig æggehviden til at pensle med).

Læg dejen på køl mindst en time.

Rul dejen ud på et meldækket bord i ca ½ cm tykkelse. Udstik så mange kringer du kan komme afsted med. Læg forsigtigt kringlerne over på bageplader beklædt med bagepapir og stil dem på køl (evt. udenfor i kulden) i ½ times tid. 

Varm ovnen op til 175 grader varmluft. Pensl kringlerne med æggehvide og drys med perlesukker. Bag ca 10 minutter.

Lad afkøle et par minutter på bagepladen, før kringlerne forsigtigt kommes over på en bagerist, hvor de afkøler helt.

Opbevares i en ren og tør kagedåse, hvor de kan holde sig et par uger.

Kommentarer

Populære indlæg