Asiatisk-inspireret fisk med lime, spicy nødde-sauce og ris i kokosmælk


Holy crap, jeg var simpelthen så sur og skældte ret så meget ud på mine to piger, imens jeg lavede maden her og fotograferede den, men jeg håber ikke, det skinner alt for meget igennem på billederne. 

Jeg synes i bund og grund, det er fair nok, at børn på 7 og 8 år ikke er vilde efter nøddesauce med chili, lime og soya, men hvad har kuller nogensinde gjort nogen? For ikke at snakke om ris? Og gulerødder? Slap nu lige af! Plus at de skændtes om absolut ingenting og brokkede sig meget over menuen, at de endte med at få havrefras til aftensmad (jaja, det er totalt dårlig pædagogik at belønne dårlig opførsel, men så holdt de da mund så længe). 

Nånånå. Til gengæld smager denne her ret så godt, at jeg næsten blev god igen, mens vi spiste den. Risene bliver dejligt cremede af kokosmælken, men kokossmagen træder (heldigvis) ikke alt for kraftigt igennem. Fisken er saftig og får en frisk smag fra limen. Og nøddesaucen? Ren umami velsmag, if I do say so myself. Jeg kan ikke sige andet, end at man bare er nødt til at prøve den. Den er salt, syrlig og lidt stærk balanceret med dejlig fedme fra smør og nødder. Selv min mand roste maden, og det er ikke en hverdagsforteelse (men muligvis turde han ikke andet efter at have hørt, hvordan pigerne blev skældt ud for kræsenhed og dårlig opførsel?). 

Måske er det faktisk lakmustesten på en god ret: Selv når den ikke laves med kærlighed men med vrissen surhed, bliver den god. I så fald har denne ret bestået.
Asiatisk-inspireret fisk med lime, spicy nødde-sauce og ris i kokosmælk (4 pers.)
Nødde-sauce
100 g hasselnødder
50 g smør
½ dl soya
Saft fra 2 lime
1 rød chili
1 spsk flydende honning (eller sukker)

Fisk og gulerødder
4 stykker fast lys fisk som kuller eller torsk
2 lime
Salt & peber
8-10 små gulerødder
Lidt olivenolie

Ris i kokosmælk
4 dl vand
1 ds kokosmælk
1 tsk salt
3 dl. jasminris

Desuden:
Frisk mynte og koriander

Instruktioner:
Nødde-sauce:
Fordel hasselnødderne  på en bageplade og rist dem midt i ovnen 10-12 minutter ved 150 grader. Lav imens saucen: Smelt smørret i en kasserolle og lad det brune over middel varme - det kan tage et par minutter. Hold øje med smørret, rør rundt ind imellem og tag det af varmen før det bliver for mørkt. Stil til side. Bland soya, limesaft, honning og chili i tynde skiver og hæld den let afkølede smør i under omrøring. Smag til - måske skal der lidt mere lime eller honning i.

Tag nødderne ud af ovnen, og skru ovnen op til 200 grader - den skal bruges til fisken. Lad nødderne køle let af og hak dem meget groft. Kom dem i saucen. Stil til side, mens du laver fisk og ris.

Fisk og gulerødder
Skræl gulerødderne og skær dem over i tyndere dele, hvis de er meget tykke. Fordel dem i bunden af et ovnfast fad og vend dem i lidt olivenolie. Læg fiskestykkerne ovenpå. Drys dem med salt og peber. Skær tynde skiver af limen og fordel dem ovenpå fisken. Kom fisken i ovnen (200 grader) i ca. 15 min, eller til fisken netop er bagt, men stadig saftig. Der skal være lidt bid i gulerødderne.

Ris
Mens fisken er i ovnen laves risen. Kom vand, salt og kokosmælk i en kasserolle. Bring væsken i kog og kom risen i. Skru ned for varmen, så væsken kun lige simrer, kom låg på og kog i 15 minutter. Tjek undervejs om risen er ved at koge tør og kom så lidt mere vand i. Tag af varmen og lad stå 10 minutter. Rør rundt i risen for at løsne den lidt. 

Varm nøddesaucen op igen og server ris, fisk og sauce med lidt frisk mynte og koriander.

Kommentarer

Populære indlæg