Gå videre til hovedindholdet

Brookie is-sandwich



Brownie + cookie = brookie.

På den skønne blog "A cookie named desire" fandt jeg opskriften på en kage, som forener det bedste fra cookien OG brownien, nemlig en brownie indeni en cookie - eller en cookie udenom en brownie, om man vil. Sidenhen har jeg så fundet ud af, at denne lille perle er en hel institution i USA, hvor den går under navnet en "brookie". Opskriften her er mere end almindeligt inspireret af den, man finder på "A cookie named desire" (https://cookienameddesire.com/brownie-stuffed-chocolate-chip-cookies/), men oversat til europæiske mål og ingredienser. Den giver en kæmpe-portion brookies, men de kan fryses ned, så det er jo ikke noget problem!

Men som sædvanligt stikker det af for mig. For i stedet for at tænke, at en blød chokoladebrownie indeni en sprød cookie er mere end rigeligt dekadent, tænker jeg, at det må da kunne gøres endnu bedre. Og hvad gør alting bedre?

Helt rigtigt: Is!

Så hermed introduceres brookie is-sandwichen. Hvis nogen spørger efter mig, er jeg nede på patentkontoret for at sikre mig rettighederne på den her, for ja - den smager præcis lige så godt, som man skulle tro!
Sprød cookie med blød chokolade-brownie indeni

Brookie is-sandwich (20-24 brookies eller 10-12 is-sandwich)
Cookie-delen:
325 g mel
1 tsk bagepulver
1½ tsk vanillesukker
½ tsk fint salt
1 tsk majsstivelse
175 g smør, rumtemperatur
200 g farin
150 g. sukker
1 stort æg + 1 æggeblomme
150 g mørke chocolate chips (eller grofthakket mørk chokolade)

Brownie-delen:
75 g mel
3 spsk ren kakao
1 tsk vanillesukker
60 g smør
115 g sukker
110 g mørk chokolade
1 stort æg

Herudover:
½ liter af yndlings-isen - eller flere forskellige slags is.

Start med cookie-dejen. 
Bland mel, bagepulver, vanillesukker, salt og majsstivelse i en skål og stil til side. Pisk smør, farin og sukker godt sammen og bland herefter også æg og æggeblomme i. Kom melblandingen i lidt ad gangen til du har en (ustyrlig lækker) fast dej. Bland til sidst forsigtigt chokoladen i, så chokoladestykkerne er jævnt fordel i dejen. Sæt straks dejen på køl.

Lav nu brownie-delen.
Bland mel, vanillesukker og kakao i en skål. Kom smør, sukker og chokolade i en kasserolle og smelt over svag varme til smør og chokolade er helt smeltet. Lad afkøle til rum-temperatur, før ægget blandes i, og bland herefter chokolade-blandingen i melblandingen. Rør til det hele er godt blandet. Sæt også denne dej på køl. 

Lad de to slags dej stå i køleskabet mindst ½ time og gerne længere (1-2 timer), så de bliver hårde og er nemmere at "forene". 

Varm ovnen op til 175 grader varmluft. Tag de to deje ud fra køl og del cookie-delen i 20-24 dele (afhængigt af hvor store cookies'ene skal være) og rul dem til kugler, og del brownie-dejen i 10-12, der ligeledes rulles til kugler. Flad cookie-kuglerne ud og læg en brownie-kule i hver. Luk cookie-dejen godt sammen omkring brownie-delen, så der ikke slipper noget brownie-dej ud, mens kagerne bages. 

Fordel de kugle-runde brookies på to bageplader beklædt med bagepapir. Lad der være god plads mellem dem, da de flyder en del ud, mens de bager.

Bag kagerne 10-12 min. Hold øje med dem. De skal lige være gyldne i kanten, men må ikke bage for længe, for så bliver de hårde. 

Lad kagerne afkøle - først på bagepladen med bagepapir, indtil de kan flyttes over på en bagerist og afkøle helt (hvis de altså skal bruges til is-sandwiches. Ellers er det bare at kaste sig over dem så hurtigt som muligt). 

Kom en (stor) iskugle mellem to brookies, klem let sammen og server enten straks, eller kom is-sandwichen i fryseren til senere brug (kom dem i en plastikpose eller lign.). I så fald skal is-sandwichen tages op 5-10 min før servering, så kagerne kan tø lidt op. Enjoy!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...