Gå videre til hovedindholdet

Fem slags crostini





Jeg har aldrig helt fattet forskellen mellem crostini og bruschetta, men lidt hurtig research på nettet viste, at crostini, der betyder "små skorper", er små, tynde skiver brød, der bages sprøde i ovnen og kan serveres kolde eller varme, mens bruschetta er lidt større stykker brød, der grilles, gnides med hvidløg og serveres varme.

Her er fem forskellige bud på nemme crostini. De er fine som små forrets-hapsere, men kan også sagtens udgøre et helt måltid. Man kan enten forberede dem på forhånd og stille hele den imponerende badulje frem på fade på bordet eller man kan stille brød og fyld frem og lade folk selv kreere deres egen crostini (sidstnævnte er klart det sikreste move her i huset).

Fem slags crostini 
Godt groft brød, f.eks. et groft flute. Skær brødet i tynde skiver (ca. 1 cm) og lun det i ovnen ved 175 grader i fem-6 minutter til det er sprødt og lækkert.

Topping 1: Tomat, mozzerella, basilikum
Helt klassisk og mega-lækkert. Skær frisk mozzarella i tynde skiver. Skær tomater i tern og hæld en smule olivenolie over. Krydr med salt og peber og frisk basilikum i strimler. Lad stå nogle minutter og hæld væsken fra. Læg en skive mozzarella på brødt og top af med al den hakkede tomat, der er plads til.

Topping 2: Gorgonzola, pære, valnødder og honning
Skær pæren i tynde skiver. Læg en skive pære på en skive brød. Kom lidt gorgonzola ovenpå. Drys med valnødder og hæld til slut lidt flydende honning over.

Topping 3: Frisk abrikos og gedeost med balsamico glace, mynte og pinjekerner
Skær abrikos og gedeost i tynde skiver og læg dem på en skive brød sammen med et par blade frisk mynte. Dryp lidt balsamico glace (balsamico-eddike kogt ind i 5-10 min., evt. smagt til med lidt honning) over og top af med lidt ristede pinjekerner. 

Topping 4Avocado og dukkah 
Skær en avocado i tynde skiver. Læg avocado på en brødskive, dryp med citronsaft og kom en generøs skefuld dukkah på. Dukkah kan købes færdig eller se opskrift her: https://alverdensmad1.blogspot.dk/2017/10/mellemstligt-grntsagsfad-med-tyrkisk.html.

Topping 5: Rørt ricotta med grøntsager
Smag ricotta til med salt, peber og revet skal fra en usprøjtet citron. Smør ricotta på et stykke brød og top med enten tyndt skårne radisser eller grillede grøntsager (jeg har brugt skiver af rød peber og squash vendt i lidt olivenolie og grillet i ovnen).

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...