Gå videre til hovedindholdet

Vietnamesisk risnudelsalat med krydderurter og kokosmælkdressing


Den britiske 90'er supermodel Kate Moss skulle engang have sagt: "Nothing tastes as good as skinny feels". 

Nu har jeg aldrig været skinny, men helt overordnet har jeg det desværre nok lige modsat - at mad smager så godt, at det er værd at være lidt kvabset for. Nu er det imidlertid kommet så vidt, at jeg har svært ved at passe mit sommertøj fra sidste år og gemmer mig, når nogen hiver et kamera frem. Derfor er jeg sammen med et par af mine kolleger, som også føler sig vægtmæssigt udfordrede, gået på det, jeg har døbt "Dansk Folkeparti-kuren". Den går i sin rørende enkelthed ud på, at vi vejer os hver mandag. Det eksakte tal må man gerne holde for sig selv, men hvis vægten er steget, skal man indbetale 100 kr. til Dansk Folkeparti, som ingen af os er tilhængere af. Hvordan man vil tabe sig, er op til én selv. For mit vedkommende, bliver det noget helt klassisk med at spise mindre og sundere og bevæge mig mere. Vægten må gerne stå stille eller været for nedadgående selvfølgelig; man må bare ikke have taget på - for så skal man punge ud. Vi håber, det ekstra incitament med at skulle af med en klump penge til noget, man helst ikke vil støtte, kan hjælpe os godt på vej.

Ideen er hermed givet videre til frit brug - man er selvfølgelig velkommen til at bytte navnet ud med et andet parti eller en forening, man er mindre begejstret for. 

Dagens ret er en thailandsk risnudelsalat med masser af grønt, og den smager så godt, at det ingenlunde føles som slankemad. Dog skal man (læs: jeg) nok spare lidt på den lækre, cremede kokosmælkdressing, og lade andre, der bedre kan tåle den slags, tage for sig af den. 


Risnuddelsalat med krydderurter og kokosmælkdressing (2 pers.)

Risnuddelsalat med krydderurter
100 g. risnudler
½ agurk
1 stor gulerod
2 stængler forårsløg
1 medium stærk rød chili
En håndfuld frisk koriander
En håndfuld frisk mynte
En håndfuld frisk thai basilikum
Evt. peanuts
Evt. ristede løg

Læg risnudlerne i en skål med koldt vand, og lad dem stå 10 minutter. Imens forberedes grøntsagerne. Agurken skæres midt over, kernerne i midten fjernes og kasseres, og resten af agurken skæres i tynde skiver. Guleroden skrælles og skæres i fine aflange stykker, eller (som gjort på billedet) man bruger en spiralizer til at lave lange tynde strimler. Forårsløget renses og skæres i tynde skiver.

Når risnudlerne har trukket i det kolde vand, hældes vandet fra, og nudlerne overhældes med kogende vand. Lad stå 1 minut, og hæld så vandet fra, og dræn nudlerne godt i en si. 

Anret nudlerne på tallerkner eller på et fad, og læg grøntsager og krydderurter ovenpå. Ønsker man ekstra knas, kan man drysse med peanuts eller ristede løg (det glemte jeg ærgerligt nok, da jeg skulle skyde billede til opskriften. Big mistake, huge). 

Kokosdressing
1 ds kokosmælk
1 spsk sukker
1 tsk salt
Saft fra ½ lime

Hæld kokosmælken i en gryde og drys sukker og salt i. Kog mælken op under omrøring, og lad simre ca. 10 minutter til mælken begynder at tykne lidt Herefter køles dressingen ned til stuetemperatur. Inden den skal bruges, smages den til med lidt lime-saft og evt. lidt mere salt. Hældes over salaten umiddelbart inden den skal spises.

Denne opskrift giver en meget stor portion dressing, som dog kan holde sig nogle dage på køl og bare lige skal røres op, før den skal bruges.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nemme surdejs-boller

Jeg har af flere omgange forsøgt at blive sådan en type, der har en god surdej kørende.  Jeg synes helt klart, at brød og bagværk smager bedre, når det er bagt på eller med surdej. Men holy smokes, det er svært at holde liv i sådan en størrelse. Jeg har forsøgt mig med flere forskellige opskrifter, og det er da også lykkedes at fremmane flere helt ok surdeje, men alle er afgået ved døden efter ganske få uger, enten fordi de mugnede, eller fordi jeg forsømte dem i en grad, så de til sidst bare var sådan nogle sørgelige væskende klumper, som på ingen måde burde komme i nærheden af menneskeføde. Nu er det imidlertid lykkedes mig at holde liv i en hæderlig surdej i et par måneder. Det, der har virket for mig (og surdejen), har været: Keep it simple. Når jeg opfrisker surdejen, gør jeg det på slump: Smid lidt surdej ud, kom lidt vand og mel i, rør rundt - ikke noget med at veje af og være præcis og alt det der. Og så bor surdejen i vores køleskab selvom sådan én vist egent...

Carolines ufejlbarlige roastbeef

(Reklame/ kød modtaget som gave fra Toftegaards Gårdbutik:  http://toftegaards-gaardbutik.dk/ ) Roastbeef får mig til at føle mig gammel. Og det er ikke roastbeef's skyld som sådan, men snarere at jeg har lavet roastbeef på samme måde siden 1990'erne (oh man, det er længe siden!). Her delte min gode veninde Caroline sin fars fremgangsmåde med mig, og den er SÅ nem, og den er så god, og den virker hver gang, så jeg har aldrig lavet roastbeef på andre måder (hvilket også får mig til at føle mig gammel). Det drejer sig kort fortalt om først at koge kødet (og ja, der er noget spøjst ved at putte råt kød i kogende vand, var Caro og jeg enige om allerede tilbage i '90'erne, men hey, det virker) i et tidsrum nøje udregnet ift kødets vægt, og derefter stege siderne sprøde på en varm pande, og endelig lade kødet hvile, før det skæres ud. På en eller anden måde giver dette den perfekte saftige, mørre og rosa midte og en fin stegeskorpe udenpå. Og så smager den godt ...

Mere kage til efterårsferien: Tunesiske kaffebrøds-cookies de luxe

"Don't mess with perfection", siger de. Og "If it ain't broke, don't fix it".  Og det kan der godt være noget om. Men selvom Sallings tunesiske kaffebrød står for mig  som en af de ypperste kager i kongeriget, så har jeg tilladt mig at udvikle en variation, som jeg rent  faktisk synes er en forbedring. Tillad mig at forklare: Tunesiske kaffebrød er sprød mørdej formet som horn omkring blødt fyld af marcipan, sukker og kakao og derefter drysset med knasende mandelplitter og perlesukker. SÅ godt! Min eneste anke har dog altid været, at kagen har tendens til at blive en anelse tør, fordi den mestendels består af mørdej. Derudover har fyldet det også med at løbe ud og lægge sig som en (indrømmet) meget lækker karamel rundt om kaffebrøds-hornet. Derfor har jeg i denne upgrade lukket fyldet inde i en småkage-lignende form, så det ikke løber nogen vegne. Og dertil er mørdej-fyld ratioen meget mere passende efter mine smagsløg.  Grunden til a...